29 / 233
- 19 -
man dog være for ivrig, og saa var det atter galt. 1720 klagede saaledes
Simon Matiisen,
der havde arbejdet som Svend i 20 Aar, over, at Malerlau*
gets Oldermand og en Del af sammes Mestere havde gjort ham adskillige
Vanskeligheder, saa at han ikke havde kunnet fuldende sit Mesterstykke.
Den 31. Januar 1721 faldt Afgørelsen, der gik ud paa, at han skulde op*
tages i Lauget uden at gøre andet Mesterstykke end det, han havde paabe*
gyndt.
Forøvrigt faar man i det Hele Indtryk af, at det var det rene Lotteri*
spil at lade en Sag gaa til Kongens Afgørelse. Man kunde ofte faa Afslag
baade en og to Gange for saa endelig at faa sin Bøn opfyldt tredje Gang.
Undersaatterne vidste, at Kongen var Fader for dem alle, og at han som en
god, men undertiden mindre fornuftig, Fader tilsidst lod sig bevæge for at
blive fri for Paahæng.
Et Eksempel er
Henrich Schilling.
To Gange havde han søgt om Til*
ladelse til at »incorporeres« i Malerlauget mod en billig Kendelse, og to
Gange var han bleven afvist. Han kom igen tredje Gang, og ligesom tidligere
rykkede Oldermanden frem med sine Forestillinger mod denne for Maler*
amtet »fornærmelige« Ansøgning og bad ham henvist til at arbejde for billig
Løn ved Lauget, indtil han havde faaet den Perfection, »at han kunde betjene
sig af de Midler, som de allernaadigste Laugsartikler foreskriver den, som
vil være Mester i Lauget«. Nu hjalp der imidlertid ingen Modforestillinger.
Schilling fik Lov til at optages mod en billig Kendelse (u /8 1751). Faa Dage
efter søgte da Lauget om, at Schilling maatte blive tilholdt at lave Mester*
stykke, men uden Resultat.
En af de vægtigste Bevæggrunde, Ansøgerne kunde fremføre, var de store
Omkostninger, der var forbundne med Optagelsen i Lauget.'Gang paa Gang
kom Regeringen tilbage til dette Punkt og nedsatte Optagelsespengene. Det
hjalp en Stund, men faa Aar efter finder man, at Laugene atter har faaet dem
i Vejret. Det var dog ikke saa meget Optagelsespengene, Ansøgerne jamrede
sig over, som over Mesterstykket. Det kostede som Regel ikke lidt, og navnlig
var den Tid, der gik med til dets Forfærdigelse, ikke ringe.
Regeringens Stilling til de talrige Ansøgere af denne Art har sikkert
ofte været vanskelig. Den skulde jo baade varetage Laugsmestrenes og de
fattige Ansøgeres Tarv. I Reglen var det de sidste, der fik, hvad de bad om.
Stemningen var paa faa Tidsrum nær overvejende mod Laugene. Ja efter
2*