27 / 233
I I I .
A
R T IK L E R N E
af 1684 var altsaa de Regler, Malerlauget fremtidigt skulde leve
j
L A .
under. Læser man dem igennem, efterlader de det Indtryk, at Lauget vel
kunde være tilfreds med dem. De gjorde jo efter nogle Aars Lovløshed atter
Malerne til en priviligeret Klasse, gav dem Ret til med Politiets Hjælp at
eftersøge og fængsle Fuskere og Bønhaser, skærpede Mestrenes Autoritet over*
for Svendene, kort sagt indførte ordnede Forhold paa alle Omraader.
Det saa saaledes ud til, at alt skulde blive ved det gamle, men det var
kun tilsyneladende. Thi det, den nye og regeringsdygtige Enevælde vilde,
var i Grunden ikke Laugenes Blomstring. Til Tider havde det endog haft
LJdseende af, at man ganske vilde have dem ophævet. Naar Regeringen allige#
vel endte med at holde paa Laugsvæsenet, saa var det, fordi den derigennem
mente at have et Middel til at faa »Orden og Skik« paa Haandværket.
Man troede ud fra den da herskende Merkantilismes Grundsætninger,
at Landets Produktion maatte styres fra oven, og at man kunde hjælpe paa
den ved Love og Forordninger, naar der var et eller andet i Vejen. Paa den
Maade fremmedes det heles vel bedst. Alt og Alle skulde regeres af den
faderlige Enevælde, der stedse var villig til at lytte til sine Undersaatters
Klager og rette, hvad rettes kunde.
Dette Styrelsesprincip havde imidlertid den Ulempe, at det let blev til
et LJndtagelsens Regimente, der hvert Øjeblik kom bort fra al gældende
Regel. Det kunde vanskeligt undgaas, at en Naadesbevisning mod en, blev
en Uretfærdighed mod en anden; der kom en Mangel paa Følgerigtighed i
Styrelsens Fremfærd, saa det til Tider var vanskeligt at vide, hvor man
havde den.
2