KøbenhavnsMalerlaucsHistorie

- 18 -

Overfor Laugsvæsenet havde denne Vankelmodighed især uheldige

Følger.

Til Tider holdt Regeringen paa Laugene og beskyttede dem mod Fuskere.

Til andre Tider aabnede den Sluserne for den frie Konkurrence og lod

Markedet fyldes af alle Slags Bønhaser, Vanføre, Soldater og alskens Projekt*

magere mellem hverandre. Syv Sind over en Dørtærskel.

At Malerlauget allerede tidligt har lidt af disse Sorger, erfarer vi af et

Bønskrift, som Oldermanden

Johan Surland,

i Aaret 1688 indgav til Kongen,

hvori han »klageligen« gjorde opmærksom paa den »Indpas og Afbræk«, der

tilføjedes Malerne af Fuskere.

Klagen maa have rørt Kongen, thi under 22. September s. A. fik

Magistraten Befaling til at »beskærme og haandhæve Malerne ved deres

allernaadigste Privilegier«.

Saa heldig var Lauget ingenlunde altid. Det kunde endda gaa med det

Privilegium, der 30. Juni 1691 blev udstedt for Billedhugger

Johan Fisker

til at male og »laxere« de Billedskærerarbejder, han selv maatte forarbejde.

Værre var det derimod, naar en vis

Christian Zimmerman

1699 fik kgl. Brev

paa at maatte indtages i Lauget uden at have udstaaet sit Mestersvendsaar.

Plan skulde dog forfærdige det lovbefalede Mesterstykke. Men helt forkaste*

ligt fra et Laugsstandpunkt var det, naar

Cornelius Han s Smidt

1720 fik Til*

ladelse til »at ernære sig af Malerprofessionen med egne Hænder i to Aar

for i den Tid at gøre sig mere erfaren i Landskabers Maling, saa og at kunne

erhverve sig noget til at komme i Lauget for«.

Det kunde endda gaa med saadanne enkelte»Brevmestre«, som de haan*

ligt kaldtes. Dem fik man dog indenfor Lauget og kunde paa den Maade

passe paa, at de for Fremtiden holdt sig Artiklerne efterrettelige. Rent galt

var det derimod med den Masse Soldater, der fik Tilladelse til paa egen

Haand at udøve Haandværket uden Forpligtelse til at indtræde i Lauget.

Overfor den Slags Bønhaser var Forbitrelsen stor. Men derved var intet

at gøre. Den Tid var forbi, da Laugene kunde lade haant om et kongeligt

Bud. Enevælden havde baade Magt og Midler til at sætte sin Vilje igen*

nem. Den »højkongelige Majestæt vor allernaadigste Arvekonge og Herre«

maatte lystres.

Intet linder da, at Lauget paa sin Side gjorde, hvad det kunde for at

gøre Adgangen snæver og for at holde paa Privilegierne. Undertiden kunde