62 / 233
- 52 -
Men saa tabte Akademiet Taalmodigheden og sendte Lauget en Skrivelse,
der rigtig læste det Teksten.
Man vilde ikke forbyde de vordende Svende at male historiske Tavler
til Mesterstykke, men vilde dog fremhæve, at de ikke kom i Betragtning, uden
at det foreskrevne Ornamentstykke fulgte med. »Akademiet indser ikke andet«,
hedder det i Skrivelsen, »end at denne Beslutning jo er overensstemmende
med Laugets Bedste, thi dersom de i disse 13 Aar (det Tidsrum, der var gaaet
siden Mesterstykkets Forandring) indsendte historiske Tavler skulde have
kommet i Betragtning og været anseete som væsentlige Dele af Mesterstyk*
kerne, kunde Akademiet efter sin Overbevisning ikke have meddelt Attest paa
noget Mesterstykke, og da der endnu ikke spores Tegn til, at de i Fremtiden
skulde blive bedre, uagtet Akademiets Skoler staar Laugets Ungdom aaben,
saa vilde der herefter ingen Mester kunde blive antagen, dersom Akademiet
ikke som hidindtil ansaa den historiske Tavle som en blot Ceremoni. Lauget
kan altsaa fremdeles gærne vedblive at forevise historiske Tavler til Mester*
stykker, men Akademiet maa igentage, at Ornament*Maling, Lakering, Marmo*
rering og Forgyldning bliver Fiovedsagen, og naar dette er, som det bør være,
kan Akademiet ikke undslaa sig for at meddele den sædvanlige Attest. Det
skulde ellers være Akademiet meget kært, om Lauget vilde søge i disse Poster
at bringe det saa vidt, som andre Nationer har bragt det. Pivor langt vores
Lakering staar under den engelske og franske, behøver vi ikke sige, og
endnu kan man ikke i Danmark faa en Ramme forgyldt, der har nogen Lighed
med Forgylderarbejde i Sverig og Tyskland. Den Frygt, Lauget har for, at
Mestrenes Antal skulde blive for stort, naar den historiske Tavle faldt bort
eller ikke kom i Betragtning, tro vi, vilde hæve sig selv, naar Opsigten med
Mesterstykkernes Forfærdigelse blev nøjagtigere end man har Aarsag at for*
mode, den hidtil har været«.
Denne Skrivelse kaster et skarpt Strejflys over de indre Forhold i Lauget.
Pivis der ikke havdes Bekræftelse derpaa fra andre Sider, kunde man være
fristet til at tro, Akademiets Kritik var noget overilet. Men det var den ingen*
lunde.
Af Laugets egen Protokol faar man ikke saa faa Vink om, hvor vidt
fremskreden Demoralisationen i Virkeligheden var. Endog paa det Omraade,
som hidtil havde samlet alle de rigtige gamle Laugsmestre — Mesterstykket.
Som antydet i Slutningen af Akademiets Skrivelse gik der de værste