KøbenhavnsMalerlaucsHistorie

- 51 -

som vel mulig. Uagtet Malerlærlingene længe før, det var Tilfældet i andre

Fag, havde aflagt Svendestykke og lige siden 1752 havde faaet Tegneunder*

visning paa Kunstakademiet, kan der paavises en stadig Nedgang i faglig

Dygtighed, dels fordi Tegneundervisningen næppe blev drevet med særligt

Hensyn til den faglige Uddannelse, Malerne skulde have, og dels fordi Ud*

dannelsen paa Værkstedet, Grundvolden for det hele, faktisk blev ringere,

eftersom Tiden gik.

I Begyndelsen af det 19. Aarhundrede hører vi om de udlærte Svende,

at de efter en Læretid paa 5—7 Aar »ofte ikke forstaar det ringeste af, hvad

en Svend bør vide«.

I det sidste Aarti af 18. og det første Aarti af 19. Aarhundred forkaster

Kunstakademiet over Halvdelen af de indleverede Mesterstykker, og om en*

kelte af de antagne erklærer det, at de fandtes saa maadelige, at de burde

have været kasserede, men at man har ladet Naade gaa for Ret. Man kan da

gætte sig til, hvorledes Gennemsnittet af Mesterstykkerne har set ud.

Og saa gjaldt Kunstakademiets Kritik endda ikke den »kunstneriske« Del

af Mesterstykket, de saakaldte historiske Tavler, dem værdigede man ikke en

Udtalelse; men netop den mere haandværksmæssige Part, Prøverne paa Orna*

mentering, Marmorering o. s. v.

Uagtet Lauget ofte havde faaet dette at vide, saa vedblev det dog at

holde paa de historiske Stykker, som om det var dem, det alligevel kom an

paa. En Gang imellem prøver man endog paa at sno sig fra Ornamentprøverne

og indsender kun Tegninger efter historiske Kobbere til Bedømmelse. Men

naturligvis fik man dem lige saa hurtigt tilbage igen.

Saaledes i Aaret 1790. En Svend

Sørensen Lange

indsendte Mesterteg*

ninger uden Vedføjelse af de af Akademiet befalede Ornamentprøver. Den 22.

Februar kom de tilbage uden Approbation, hvorefter Svenden maatte give tabt

og føje Akademiet. Alligevel var man ikke bleven klog af Skade, men gentog

Forsøget i Juni Maaned s. A. Atter en Kassation og en Formaning til Lauget

om for Fremtiden at paase, at alt blev, som forlangt.

Som et sidste Forsøg paa at blive ved det gamle indsendte Oldermanden

Lars Povelsen Lange

en Pro Memoria, hvori han forklarede Grunden til, at

man helst vilde holde sig til Historiebillederne. Ved at male dem viste man

netop sin Dygtighed, og opnaaede tillige efter Laugets Mening — og her var

det nok, at Tampen brændte — at der meldte sig færre Svende til Optagelse.