Previous Page  66 / 233 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 66 / 233 Next Page
Page Background

- 56 -

f. Eks. arbejde paa Dagløn, hvad de ugifte ikke kunde, og han var næppe

saa stærkt interesseret i Overholdelsen af »Handwerksgewohnheiten«, og i

det hele ikke saa let bevægelig som de ugifte, ziinftige Svende.

Det, den gifte Svend derimod fremfor noget var optaget af, var Løn*

forholdene.

I ældre Tid spillede Lønnen — som foran omtalt — en forholdsvis

ringe Rolle, men sidst i det 18. Aarhundrede kommer dette Spørgsmaal

stærkt frem.

1787 træffer vi en Klage fra Malersvendene til Magistraten over, at

Mestrene antog Daglejere, saa at Amtssvendene kom til at gaa ledige, men

det eneste Svar, Svendene fik var, at de havde at holde sig Artiklerne

efterrettelige, og at de, hvis de gik ledige, risikerede at blive straffede for

Løsgængeri.

Sandsynligvis har Mestrene svaret paa Klagen, at det var Svendenes egen

Skyld, at de maatte holdeDaglejere, at Svendene var selvraadige og trodsige

osv. Det var jo den sædvanlige Melodi, men den passede snart ikke længere

til Forholdene.

Der var nu bag Svendenes Forlangender et anderledes alvorligt og bydende

Krav end tidligere, og der skulde kun ganske lidt til for at faa de ulmende

Gløder til at slaa ud i Flammer.

Det skete 1794 ved den store Strike, der begyndte blandt Tømrerne og

efterhaanden rev fem andre Fag med sig. Ogsaa til Malersvendene naaede

Agitationen, men det lykkedes Mestrene at faa dem til at blive ved med

Arbejdet, »dels ved gode Forestillinger, dels ved Artiklernes og Lovenes

Bydende og dels for deres egen Æres

Conservation«.

Denne Strike vakte overordentlig Opsigt. Den offentlige Mening, der

længe havde været mod Laugsvæsenet, var gennemgaaende paa Svendenes

Side. Selv Regeringen veg tilbage for at anvende de Love og Straffe, der

stod til dens Raadighed overfor de strikende, og nedsatte en Kommission

til at undersøge Svendenes Forhold i det Hele og til at fremkomme med

Forslag til deres Forbedring.

Denne Kommission, der traadte sammen den 11. August, synes helt at

have være greben af Tidens humane og frisindede Stemninger. Den begyndte

med at sammenkalde samtlige Laugs Svende for sig for at høre, hvad de

syntes om en Forandring af Næringsforholdene, der gik ud paa, at enhver