66 / 233
- 56 -
f. Eks. arbejde paa Dagløn, hvad de ugifte ikke kunde, og han var næppe
saa stærkt interesseret i Overholdelsen af »Handwerksgewohnheiten«, og i
det hele ikke saa let bevægelig som de ugifte, ziinftige Svende.
Det, den gifte Svend derimod fremfor noget var optaget af, var Løn*
forholdene.
I ældre Tid spillede Lønnen — som foran omtalt — en forholdsvis
ringe Rolle, men sidst i det 18. Aarhundrede kommer dette Spørgsmaal
stærkt frem.
1787 træffer vi en Klage fra Malersvendene til Magistraten over, at
Mestrene antog Daglejere, saa at Amtssvendene kom til at gaa ledige, men
det eneste Svar, Svendene fik var, at de havde at holde sig Artiklerne
efterrettelige, og at de, hvis de gik ledige, risikerede at blive straffede for
Løsgængeri.
Sandsynligvis har Mestrene svaret paa Klagen, at det var Svendenes egen
Skyld, at de maatte holdeDaglejere, at Svendene var selvraadige og trodsige
osv. Det var jo den sædvanlige Melodi, men den passede snart ikke længere
til Forholdene.
Der var nu bag Svendenes Forlangender et anderledes alvorligt og bydende
Krav end tidligere, og der skulde kun ganske lidt til for at faa de ulmende
Gløder til at slaa ud i Flammer.
Det skete 1794 ved den store Strike, der begyndte blandt Tømrerne og
efterhaanden rev fem andre Fag med sig. Ogsaa til Malersvendene naaede
Agitationen, men det lykkedes Mestrene at faa dem til at blive ved med
Arbejdet, »dels ved gode Forestillinger, dels ved Artiklernes og Lovenes
Bydende og dels for deres egen Æres
Conservation«.
Denne Strike vakte overordentlig Opsigt. Den offentlige Mening, der
længe havde været mod Laugsvæsenet, var gennemgaaende paa Svendenes
Side. Selv Regeringen veg tilbage for at anvende de Love og Straffe, der
stod til dens Raadighed overfor de strikende, og nedsatte en Kommission
til at undersøge Svendenes Forhold i det Hele og til at fremkomme med
Forslag til deres Forbedring.
Denne Kommission, der traadte sammen den 11. August, synes helt at
have være greben af Tidens humane og frisindede Stemninger. Den begyndte
med at sammenkalde samtlige Laugs Svende for sig for at høre, hvad de
syntes om en Forandring af Næringsforholdene, der gik ud paa, at enhver