Previous Page  99 / 233 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 99 / 233 Next Page
Page Background

- 89 -

M an var saaledes i høj G rad forsigtig med Anlæggelsen af de sæd#

vanlige Laugsprocesser og frygtede for, at de sku lde kunne bruges i Kampen

m od Laugene.

Inden fo r M alerlauget ved tog man f. Eks. 1856, at der ikke skulde fore*

tages noget m od H o fb likken slager Fritz Meyer, ford i han g jo rde Indg reb i

Laugets Rettigheder ved at lakere og broncere Jern ramm er til P ianoforter.

Ligeledes ved tog man at indstille et paatæ nk t F elttog m od Kunstakade#

m iet i A n led n in g af dets form entlig afvigende Bedømmelser af de indleverede

Fagprøver.

M an var i det hele tilbø jelig til at gøre Indrømm elser, for dog at redde

noget af det bestaaende. M alerlauget gik saaledes med til at indrømm e Svende,

der havde fyld t 35 Aar, T illadelse til at faa F rim esterrettigheder. D e t var et

A fslag af 10 A ar imod, hvad man havde vedtaget 1847. D enne Indrømm else

var naturligvis g jo rt for at faa Svendene til at op træ de til G u n st for Laugs#

væsenets Bestaaen, og for saa v id t naaedes H en sig ten ogsaa. Alligevel var

Enigheden med Svendene, lige saa lid t nu som forhen, synderlig dybtgaaende.

I al A lm indelighed kund e Mestrene nok komme overens med dem om, at

det var ny ttig st saavel for M estre som Svende, om de gamle Rammer bleve

bevarede, men naar man kom næ rm ere ind paa Enkelthederne, ophø rte

Sam stemningen; det g jald t isæ r Lønspørgsmaalet. Paa det Om raade viste

Mestrene ingen Lyst til Im ødekomm enhed .

Et Forslag fra M alersvendene om Forhøjelse af A rbejd slønn en ved Accord#

arbejde, der fremkom 1857, blev saaledes besvaret derhen, at det maatte have

sit Forblivende ved de bestaaende Forho ld.

M en hvorm egen U en ighed der end var mellem Mestre og Svende og

mellem de enkelte M estre indbyrdes, saa var dog nu som forhen Fagprøven

i Stand til at samle næ sten alle H aandvæ rkerstemm er om sig.

M esterp røven havde hidtil væ ret det afgørende Bevis for, at man var

virkelig H aandvæ rker, det var G arantien ud ad mod Pub likum og indad mod

Lauget selv, for at man kund e noget. D en Rest af Fagprøver, der blev til#

bage ved Bestemmelsen i Næ ringslovens § 27 om frivillige Duelighedsprø#

ver, lod man da ogsaa i høj G rad haant om. D en kund e være god nok for

D renge, men sømmede sig ikke for Mestre. Saa overbevist var den datidige

H aandvæ rkerstand om N ødv end igh eden af en Mesterprøve, at der inden fo r

mange Laug blev gjo rt Forsøg paa at b ibeho lde den ad frivillig Vej. Kun