79 / 191
drivende, til at påtage sig det utaknemmelige hverv som fattig
forstandere. Flere og flere undslog sig. 11810 måtte man true de
genstridige med økonomiske repressalier, hvis de ikke ville på
tage sig hvervet. Der var imidlertid fortsat en massiv uvilje mod
at varetage de besværlige opgaver som fattigforstandere. Op
rindelig skulle der være 127, men i 1816 var der kun ca. 60.2
Alle distrikter var ikke lige belastende. Det fremgår indirekte
af Thomsens afskedsansøgning. 11808 fik han tildelt et distrikt,
som omfattede flere gader omkring Købmagergade. Senere
uvist hvornår ændredes det til et andet distrikt, som kun
bestod af to gader i Nyboder, nemlig Meriansgaden og Kruse-
myntegaden.3
Hermansen er inde på det ejendommelige i, at Thomsen ikke
senere nogensinde omtalte sit virke som fattigforstander. Han
mener, at Thomsen tillagde det så ringe eller ingen betydning, at
det ikke var værd at nævne, eller måske helt havde glemt det.
Når man beskæftiger sig indgående med Thomsen, er det
påfaldende, at hans snævre kontakt med samfundets bund
igennem 9 år tilsyneladende er svundet ud af hans erindring.
Der er ingen spor af, at det har udmøntet sig i positiv forståelse
for mennesker på livets skyggesider. Tværtimod. Han nærede
en indgroet mistillid til almuen, ikke mindst på landet.
Han var 19 år, da han i april 1808 blev valgt til fattigforstan
der. Som søn af en af byens mest velhavende mænd var og blev
hans referenceramme det højere borgerskabs. Han har næppe
haft særligt indblik i livsvilkårene for hovedstadens bundfald.
Med det billede, som tegner sig af Thomsen i årene efter 1817,
er der ingen tvivl om, at han samvittighedsfuldt har forsøgt at
løse sine opgaver som fattigforstander. Han var et følsomt ge
myt, og den tætte forbindelse til nogle af byens absolut fattigste
beboere, må have sat sig spor hos ham; men noget socialt
engagement har han næppe følt, eller gav i det mindste aldrig
udtryk for, at han havde. Han har utvivlsomt gjort sit bedste.
Det gjorde han altid. Det var hans natur imod ikke at gøre det,
hvor besværlige end de opgaver måtte være, som han fik pålagt.
Det er utænkeligt, at Thomsen, for hvem
erfaringen
spillede en
altafgørende rolle, ikke har høstet erfaringer i sit trælse hverv
som fattigforstander. De må have ligget mere eller mindre for
trængt i hans bevidsthed.
Chr. Jurgensen Thomsen
77