74 / 191
Carol Gold
besøgte sådanne etablissementer heller ikke. Der var helt tyde
ligt officiel bekymring for at børnene tilbragte for megen tid på
gaderne uden opsyn.18
Det er svært at drage en enkelt konklusion til bedømmelse af
disse småbørnsskoler. Ens vurdering afhænger til dels af ens
forventninger. Hvis man venter »skole«-institutioner med byg
ninger, udstyr og eksaminerede lærere, der underviser efter
godkendte planer, bliver virkeligheden en skuffelse. Men hvis
vægten lægges på »overvågning«, på tilvejebringelse af et sikkert
sted for børnene, væk fra gaderne, mens de samtidig forberedes
på læsning eller endog begynder herpå, så er virkeligheden
meget mere positiv. Naturligvis varierede de opnåede resultater
fra skole til skole, og nogle kvinder kom kun lige akkurat over
»den første begyndelse«.
Men i 1821 prøvede direktionen for Døttre Skolen paa Chri
stianshavn, en af byens bedste institutioner, på at oprette en
forberedelsesklasse, som skulle omfatte tre timers daglig under
visning i læsning, skrivning, syning og strikning, givet af skolens
egne - uddannede - lærere. Det skulle således ikke være nød
vendigt, at pigerne begyndte i skole andetsteds. Tre måneder
senere var der kun indskrevet tre elever. Seks år senere, i 1827,
forsøgte direktionen stadig at samle elever til sin »børnehave
klasse«.19 Jeg er tilbøjelig til at mene, at skolens mislykkede
forsøg på at oprette en forberedelsesklasse afspejler den
kendsgerning, at de fleste forældre var tilfredse med andre
»begynderskoler«.
På en tid, da halvdelen af børnene i København ikke havde
nogen som helst skolegang, og den overvejende del af den halv
del, som overhovedet gik i skole, gjorde det i private skoler,
spillede disse småbørnsskoler en afgørende rolle i undervisnin
gen af byens børn. I det mindste vænnede de børn og forældre
til ideen om regelmæssig skolegang og lærte nogle af børnene at
læse, formentlig nok til at de kunne blive konfirmeret. Når
skolerne var bedst, forberedte de eleverne til en videregående
uddannelse.
72