Børnehaver eller småbømsskoler i København
nogle af sognenes skolekommissioner og i det mindste én privat
skole, at noget sådant aldrig var blevet praktiseret i private
skoler og sandsynligvis aldrig ville blive det, uanset hvad regu
lativet måtte tillade.13Om det også udelukkede »frustrations
lussinger« vides ikke, men det er nok tvivlsomt.
Medlemmerne af sognenes skolekommissioner bekymrede
sig for, om lærerne havde et godt forhold til deres elever og om
forældrene var tilfreds med undervisningen.
Om Stephanie Bjerregaard, 29 år gammel, rapporterer de
»tillid i sit naboskab« og en velfungerende skole med børn, der
klarer sig godt. Anna Elisabeth Reinhold, 36 år gammel, havde
altid masser af børn, hvilket kommissionen tog som et tegn på
forældrenes tilfredshed.14Maren Fuchs, 77 år (!) er »gammel,
men ivrig«,15 og om Birgitte Helene Prom, 71 år gammel og
boende på Abel Cathrines Hospital, siges det, at »denne meget
agtværdige gamle pige har opofret sine bedste år til ungdom
men ... Skønt gammel og skrøbelig er den nidkærhed stor,
hvormed hun endnu hengiver sig til ungdommen« og hun har
imponerende resultater.16For at man ikke skal tro, at det er
talemåder, vil jeg også nævne Regine Christine Brandt, en 57-
årig enke, der har »megen kærlighed for sit kald, men ikke de
bedste gaver til at drage børnene til sig, desværre, og skolen
synes at tabe.«.17
Skolerne var åbne fem til otte timer om dagen, de fleste i seks
timer. Eleverne mødte almindeligvis kl. 8 eller 9 om morgenen,
gik på et eller andet tidspunkt mellem kl. 11 og 15 hjem til en
frokostpause på to eller tre timer og afsluttede skolegangen kl.
17 eller 18. De lange frokostpauser er lidt uforståelige og tyder
på, at forældrene var hjemme og kunne forlade, hvad de nuvar
i gang med, eller at børnene ikke blev overvåget midt på dagen.
Det var i hvert fald tilfældet med de ældre elever, og jeg har
mistanke om, at det også gjaldt de yngre.
Direktionen for Almue- og Borgerskolevæsenet udsendte et
cirkulære til alle byens skoler den 29. juli 1815, hvori man
erindrede om, at det var ulovligt for konditorer og restauratø
rer at sælge til eller servere for børn. Som årsag anføres, at søde
sager ikke er godt for børn - »hvor skadelig for sundheden, hvor
fristende for onde tilbøjeligheder, og hvor sørgelige i denne
følger slige laster kunne blive« - men det var det selskab, der
71




