78 / 191
Victor Hermansen
var Thomsen en sakrosankt person og han tålte ikke »bitre ord«
om ham. Det var tegn på en slet karakter hos den, som måtte
fremsætte sådanne. Det er forståeligt, at Hermansen opfattede
valget af den purunge Thomsen til fattigforstander som en
tillidserklæring. Sandheden er nok, at der har været måde med
den glæde, Thomsen har følt ved denne udnævnelse.
Det var ikke helt lidt, der forventedes af aktivt socialt arbejde
af de borgere, som, ulønnede, ifølge Planen for Fattigvæsenet i
København af 1799 skulle deltage i administrationen. Det var et
offentligt ombud, de fleste borgere betakkede sig for. Ordningen
om fattigvæsenet var gennemført under en højkonjunktur og
var forud for sin tid. Den sociale bevidsthed og interesse, som
regeringskredsene forudsatte tilstede hos det københavnske
borgerskab, også når det drejede sig om de allerringest stillede
af byens indbyggere, viste sig hurtigt at kunne ligge på et meget
lille sted. Man havde gjort regning uden vært. Tidens tale om
borgersind og borgerdyd var vanskelig at få omsat i praksis.
Borgerskabet stillede sig klart mindre positivt til reformerne
end den oplyste enevældes embedsmænd. Måske skete der også
et ideologisk skifte, hvor en malthusiansk tankegang gjorde sig
gældende: Socialhjælp til de nødstedte ville medføre, at de fik
flere børn og antallet af nødstedte dermed øgedes.1 Måske
bidrog de dårlige økonomiske forhold efter 1807 også til, at det
blev overmåde svært at få borgerne, fortrinsvis de nærings-
Ungdomsportræt af C.J. Thomsen.
Udateret og usigneret tegning på National
museet.
76