55 / 205
5 0
KØBENHAVNS KOMMUNALFORENING
Afstand i Grader og i Alder, som der var Afstand i Livsopfattelser og poli
tiske Trosbekendelser. Arbejdernes Fagbevægelse sad endnu dengang Godt
folk i Blodet som en Slags Forskrækkelse, og paa den anden Side var Pro-
visorietiden med sit Sprængstof ikke helt glemt endnu. Man maatte være
neutral og ikke udæskende til nogen Side. Ud fra en almenmenneskelig Er
faring byder da ogsaa i denne Forbindelse § 16, at »Politik skal holdes ude
fra Foreningens Møder, saavelsom fra dens øvrige Virksomhed.«
Tiden var for den enkelte Embedsmand den ærbødige Supplikationens
Vej, hvis han ønskede noget for sig. At man i Flok kunde henvende sig med
sine Ønsker (Ordet »Krav« opstaar først i en langt senere Sprogbrug) til
Myndighederne, var foreløbig utænkeligt i Embedsmandskredse.
Der gik dog kun relativt faa Aar af Foreningens Liv, før disse Hensyn
begyndte at falme. Selve det, at man sluttede sig sammen i en Forening,
banede Vejen herfor. Man lærte at tænke som Korporation. Kravet om Vare
tagelse af faglige Interesser kom nedefra, fra de unge, Assistenter og Skri
vere. Til en Begvndelse blev det afvist som liggende ganske udenfor For
eningens Virkefelt; men Henvendelserne til Bestyrelsen blev efterhaanden
for mange, Tiderne for onde, Dyrtidsperioden omkring Aarhundredskiftet
gjorde sin Indvirkning, Opdukken af Smaaforeninger i forskellige Væsener
skabte en vis Konkurrence, Tilslutningen til det selskabelige glippede, Inter
essen for Foreningen slappedes — alle disse Forhold i Forening under
gravede Ledelsens og dens mest trofaste Tilhængeres Modstand mod »det
fagliges« Indtrængen, og omend langsomt og kun i forsigtigt Tempo og ikke
uden Sværdslag gav man efter. Man undlod dog ikke ved passende Tid og
Lejlighed at skilte med, at man tog sig af faglige Opgaver, naar det gjaldt
om at agitere for Tilgang. Der var ganske vist ikke meget at opvise, og der
var noget vel lange Intervaller mellem de Gange, man foretog sig noget.
Allerede i den første Bestyrelse var der dog et vist fagligt Element re
præsenteret. Der var fire Assistenter. Af disse var
Joh. Jensen,
der ikke var
Helt ung længere, saa nær knyttet til Foreningens Start og det givne Lov
grundlag, at han maatte føle sig samhørig med den ældre Fløj; han blev
ogsaa kort efter selv Embedsmand.
Alexander Hansen,
der var Jurist og
ansat i Centraladministrationen, maatte være noget fremmed overfor de
Rørelser, som gjorde sig gældende i Udenværkerne, hvor de større Kontorer,
som Belysningsvæsenets, fostrede et Personale, hvis ensartede Forhold frem
bragte et vist fælles Syn paa Tingene af en ikke helt konservativ Farve.
Krøyer
og
Tranekjær,
den ene fra Belysningsvæsenet, den anden fra Politi-
kontoret, som begge var kommet ind i Bestyrelsen ved noget af en Tilfæl
dighed, mødte mindre bundet til det givne Grundlag. Det blev da ogsaa
disse to, der i de første Aar inden for Bestyrelsen stod som Forkæmperne
(or en iaglig Retning, og af disse to var
Krøyer,
der i personlig Anskuelse
ikke var tynget af Fordomme, Føreren. Undertiden fandt de Støtte for deres
Standpunkter hos enkelte af Bestyrelsens Medlemmer. Det skal saaledes