136 / 610
Brev til Kongen.
119
Du er jo Dansk, og jeg veed, at Du kan Dansk; lad det fremmede
Sprog være et Kjendemærke paa den nedrige Forræder, som var
for doven til at lære vort Sprog, for spodsk over os, til at ned
lade sig saavidt.
Læg Tømme paa Egenraadige, og lad ingen
forurettes, allermindst ved aabenbare Vold, endog
0111
den traf de
allersletteste Mennesker. Lad de med Uret Afsatte og Forviste
komme tilbage; lad nyttige Mænd iblandt dem igjen beklæde Em
beder; gjør ej for mange og hastige Forandringer, at ej den til
kommende Tid skal blive lig den forbigangne; lad ej ældgamle
Ting undersøges og oprippes, men undersøg nøje de sidste; revs
lemfældig dem, som det er muligt at behandle med Naade, men
straf retfærdig uden Skaansel dem, som have vanæret Dig og os.
Afværg, at Din Faders Monumenter ej forfalde; indskrænk de be
kostelige Lystigheder; undersøg nøje Landets Gjæld, og betal den
retmæssige; lad Norge, det tro og tapre Norge, faa sin Mønt igjen;
lad deres Helte aldrig mere blive forjagede fra Thronen, Helte,
som ere Thronens sikreste Støtte; glem ej Bankens, Handelens
Tilstand og lad den sidste ej mere være et Maal for nogle faa
egennyttige; er det muligt, da afskaf de haarde Skatter, som be
tynge Dine Undersaatter, og i det mindste uddel dem ligere; med
Glæde skal jeg efter Evne bære den Del, som forhen laa paa den
Usle. Da skal Enevolds-Magtens Land være Friheds, Glædes, Over-
flødigheds, Trygheds Land, mer end det frie England selv, hvor
egennyttige og nedrige Ministre vel ej kunne hindre Folkets Raab
at komme for Kongen, men hvor de dog hindre \ irkningen deraf,
hvor de tør understaa sig at fængsle Folkets Forsvarere, dem,
som tale en hellig Sag.
Danmark, Norge og Fyrstendømmerne tale igjennem min
Mund til Dig, o Konge! Hverken Hykleri, Smiger, Haab eller Frygt
drive min Pen. Ikke har jeg nedrig eller flittig gjort Opvartning
for de forrige Ministrer; aldrig har jeg engang besøgt, hilset paa
eller bukket for de sidste Afskum ; aldrig har jeg som en Betler
nærmet mig Din Throne; Forsynet og min Kone takkei jeg foi,
at de have sat mig i Stand ej at bede om Noget. Hør derfoi,
Sandheden af min Mund, en Sandhed, som ej kan være mis
tænkt etc.
D et k a n ik k e næ gtes, at det er frim od ig T ale, Su hm her
fører, saa frim od ig, ja dum dristig, at m ange al hans Sam tidige
studsede over, m en p aa samm e T id glædede sig over, at en
Mand h avd e M od til at føre et saadan t Sprog, h envend t direkte til