149 / 610
132
Peter Frederik Suhm.
og R u sland, h an s vo ld som m e F rem fæ rd ved at fjæ rne Em beds-
m æ nd uden L o v og D om , ved at afskaffe K o n seillet og at til
egne sig en i D an m ark gan sk e u liø rt M agt, ved m an ge a n d ie
O m væ ltn in ger i L an d ets og H oved stad en s in d re F o rh o ld , h v ilk e
skete saa hastig, »at L an d et fik ej T id til at puste, at A ltin g
b lev o p fyld t m ed S k ræ k og F ry g t fo r det T ilk om m en d e;«
endelig om tales Struensees egen P erson , h an s H ovm o d , hans
F ejgh ed , n a ar der v a r F a re p aa Fæ rd e.
Im id lertid er Suhm
ik k e ab so lu t fo rd øm m en d e ligeo verfo r Stru en see; h a n anerkjen-
der, at der i h a n s R efo rm er v a r m an ge gode T a n k e r, der blot
bleve virk eliggjo rte fo r h o v e d k u ld s, og h a n in d røm m er, at ad
sk illig t a f h v a d h a n in d førte b u rd e bevares.
I den anden
H alvd el a f Skriftet om tales den n ye R egjerin g, som roses for
den M ild h ed og R etfæ rdigh ed, den h a r v ist m od S truensee og
h an s Mænd, h v ilk e sidste ik k e ere b ievn e k asted e n ø gn e ud,
m en h vis E xisten ts er b leven sikret ved P en sio n er eller ved
m in d re Em bed er.
H an gjør opm æ rk som p aa, at m an ik k e
m aa væ re u taalm o d ig, fo rd i R egjerin gen ik k e i en F a rt k an
rette paa alt det, som Struensee h a r in dført, th i A lt m aa nøje
prø ves, og det tager m ere T id at b ygg e op end at rive ned;
derfor er det et Gode, at R egjerin gen n u gaar sin d ig til V æ rks,
og dette vises ved næ rm ere at dvæ le ved L an d ets ø k o n om iske
T ilstan d e.
S u hm glæ der sig over, at der i S tatsraad et nu
sid d er lu tter Indfødte, over, at K ro n p rin d sen ik k e m ere op
drages efter »Rosseaus O pfostrings-M aade,« frem h æ ver Arve-
prin d sen s D ygtigh ed og F lid , h an , som »er op fød u n d er saa
vis og m ild en M oders Ø jn e, som J u lia n a M aria, en D ronn in g,
h v is G læde det er at gjøre Godt, som elsk er vo rt Fæ d ern elan d ,
som a ld rig h aver b la n d et sig i noget h end e u ved kom m en d e,
m en stedse u d ø vet de stille D yd e r og P ligter, væ ret god Moder,
god Æ gtefæ lle, god H u sm od er, ald rig m æ n get sig i Regjerin-
gens Sager saa læ nge hend es H erre levede, ja a ld rig trinet
frem p aa S ku ep lad sen , førend den 17. Jan u arii, da det k on ge
lige H uses Æ re og L an d ets N ød tva n g hen d e dertil.« T ilsid st
sætter h an Struensees T id og den n ye T id im o d h in a n d e n paa
følgen de M aade: u n d er Struensee » F oragt for R eligion en , U orden,
sion, som skulde gjennemgaa Struensees Papirer, kan man med temmelig
Sikkerhed forlade sig paa, at noget saadant virkelig har hørt til de Struen-
seeske Planer.
R. Nyerup:
Uebersicht des Lebens P. F. Suhms, Kopenh.
1799, S. 75, Anm.