233 / 610
Suhm og Langebek.
2 1 5
at Suhm, der i Aarene 1773—76 forfattede sine smaa Skrifter
paa sit Lyststed i Øverød, beliggende i Sjællands yndigste Egn,
tilbragte den skjønneste Tid af Aaret paa den behageligste
Maade . . ., ved at besøge sine Venner
Luxdorph
og [Konferents-
raad]
Rheders
paa Ørholm,
Herman Treschow
den Ældre [Præst
i Søllerød] og
Kofod Ancher
i Sillerød [o. Søllerød],
[Christian]
Colbjørnsens
og Hofapotlieker
Beckers
i Nærum,
Hielmstiei nes
paa [Søelund, som ellers kaldes] Springforbi,
[Abraham] Kalis
og [fhv. Brukspatron]
Sneils
paa Holte. Den fælles Ven
Lange
bek
»forlystede« sig hos flere af disse Familier tre til bie Ugei
om Sommeren40.
En anden Kilde til at erfare, hvem der vare Suhms Venner,
ere de oftest i det latinske Sprog skrevne Mindeord,
»Epita-
pliia
,« hvilke han ved Vennernes Død lod trykke i »Adiesse
avisen,« og hvilke han helligede sin »
amico
.« Denne Literatur
er ret ejendommelig for Suhm, og det kunde være interessant
at gjennemgaa den, hvis det ikke vilde blive en 'sel ^idtløftig
Sag. Det maa derfor være tilstrækkeligt, at henvise til den fjor
tende Del af Suhms »Samlede Skrifter,« hvor alle disse Minde
ord ere udgivne, medens kun ganske faae ville blive omtalte hei.
Jakob Langebek
var den første, som gik bort af Suhms
nærmeste og bedste Venner: »I ham mistede jeg min Ven, min
Underviser, min Ledsager i Alderdommens Mørke41.« Suhm
havde tidlig sluttet sig til ham, dels fordi de havde fælles
videnskabelige Interesser, dels fordi deres Naturer vare beslæg
tede. Medens Suhm var i Trondhjem, stod han i Brevvexling
med Langebek; efterat de begge vare komne til at leve i samme
By, sluttede de sig endnu nærmere til hinanden, og Langebek
fik det skjønneste Bevis paa, at han havde en opofrende Ven
i Suhm. Saa langt tilbage som i Aaret 1740 havde Langebek
lagt Planen til et Værk42, som skulde indeholde Udgaver af
de endnu bevarede Kildeskrifter af alle Arter til Danmaiks
Historie saavel i Middelalderen som i den nyere Tid, og han
var vedblevet at samle til et saadant Værk, men havde dog
begrændset det til at omfatte Middelalderen alene. Med den
utrolige Arbejdskraft, som han var i Besiddelse af, kunde han
paa samme Tid samle til det diplomatiske Værk, hvortil Manu
skriptet nu opbevares i Rigsarkivet og bærer Navnet »
Diploma
tarium Langebekianum
,» — hvilket, grundlagt af Hans Giam,
indeholder Afskrifter af Breve, Dokumenter af enhver Alt som