445 / 610
Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme.
427
min Dass
gav det 1760, endnu forinden det havde udgivet
Noget, »det smagende Selskab,« er blevet gjentaget mangfol
dige Gange og altid har det rummet Spydighed; Selskabets
Medlemmer kaldte han »vore nye danske Smagianere.« Det
begyndte sin Virksomhed med i større Stil at efterfølge, hvad
Holberg, Rostgaard, Pontoppidan vare begyndte med, nemlig
at udsætte Prisopgaver; det bestod kun af en halv Snes Med
lemmer, det levede et stille Liv og traadte kun frem ved sine
Bekjendtgjøreiser i Aviserne* og ved de Samlinger af Skrifter,
som det udgav i syv Bind fra 1761 til 1783.
Men Utilfredshed med Selskahet har der hersket, og det,
som vel især fremkaldte Misfornøjelse med det, var vist, at
det virkede som en Slags æsthetisk Tribunal og ikke nøjedes
med at bedømme, kritisere, men lagde Haand paa Forfatternes
Arbejder, i det Hele fulgte en æsthetisk Grammatiks Regler,
der betragtedes som det ene Rigtige.
Mcicaulay
har i sin
Essay om Lord Byron interessant udviklet, hvilken Betydning
Begrebet »
correctness
« har i Digtekunsten, og han har anvendt
sine Betragtninger paa den engelske Digtning fra Tiden ved
Midten af det 18. Aarhundrede, da denne Digtning stod lavt.
Hans Udvikling kan i flere Retninger passe paa Forholdene i
Danmark i Selskabets første Periode. Th i meget af dets »cor-
rectnesss« gik ud paa Reglernes Iagttagelse, medens de digte
riske Elementer, som Lidenskaben, Sjælen, Gnisten, Inspira
tionen sætte i Bevægelse, betragtedes som Noget, der ikke
kunde bringes ind under Lovene, som »correctness« foreskrev.
Der manglede Frihed. Men der var den Forskjæl, at England
havde havt udmærkede Digtere og ejede udmærkede Digte fra
en tidligere Tid, medens Danmark ikke ejede saadanne fra en
tidligere Tid, som den nye kunde lære af. Erindres dette, saa
kan det vist siges, at »Selskabet til de skjønne Videnskabers
Fremme« ikke virkede omsonst, thi ført af dygtige Mænd
ledede det Digterne frem gjennem en Udvikling,
som nød
vendigvis maatte prøves, inden Kunsten herhjemme kunde faa
Liv og bære Frugt og kunde paavirke de kommende Digtere
til den gode, den rigtige Side.
Saa forandrede Selskabet sin Plan, og det Mærkelige er
* I »Kjøbenhavns Vejviser« for 1774, S. 150, finder man dog anfort Nav
nene paa Selskabets Medlemmer, undtagen de »fraværendes.«