571 / 610
4 6 *
Peter Frederik Suhm. Tillæg.
derhos Manden, der i udvortes adfærd, saa vel som i arbeider, dem
hiertet tilsiger, lader see, at bliid følsomhed er grundordningen til
hans Charakter; saaledes tenker jeg mig Dem, og vee mig, om
jeg da ey havde Dem kier; Men jeg har det, og nu som før kom
mer hvert ord mig fra hiertet; troe dette, kiereste Herr Kammer
herre, og troe, at Velsignelse fra vor Gud over Dem og over hver der
hører til Deres Huus, over Deres den hæderværdige Frue, og Deres
den haabefulde Søn, at det er mig til sand Glæde; jeg tenker mig
derved, at Verden seer, hvor retskaffenhed faaer stundom ønskelig
og kiendelig løn ; jeg tenker at Patriotiskhed og undertiden fører til
hæld og ære; og jeg tenker at slige tilfælde stedse gavne verden
og gavne folket, blandt hvilke de finde sted. Ja med de beste af
dette lives Velsignelser lyksaliggiøre vor Gud Dem ! Med folkets
stedse voxende Agt og tilliid; med mange glade Dage, og mange
glæder over en eeneste Søn — Nu jeg vil bryde af, thi vist blev
bladet fuldt, om jeg loed Pennen løbe hen, og loed den udtrykke
tanker og følelser, dem jeg har, og har i hobetal.
For udtoget af vort Folkes Historie skylder dette folk Dem
tak, og hver der ønsker nyttig kundskabs udbredelse, han yder
den Dem gierne. Vor Ungdom kan dog faae idee om hvad Hi
storie er, og hvad det er at kiende tider og Sæder. End eet goede
lover jeg m ig; dette, at mangen een vil blive læget for National-
stoltheden, hvilken er saa almindelig blandt os, som den er det
for alle folk, indtil de naae en vis grad af philosophisk oplysning;
Tidsrummet fra Waldemar indtil Frider III i henseende til regie-
rings Maade, til status personarum, til folke frieheden, det kan
vel ydmyge, eller det kan giøre traurig; alle vore Baroner, vore
smaae Lehnsherrer fra Tyskland; derfra aldt det for Menneskelig
heden haarde og ydmygende, hvilket lehnsforfatningen førte med
sig — Saa det senere tidsrum, og derved tanker om mange punk
ter; om seenheden i at gaae mod oplysning og nye og frie udsigter
i den intellektuelle, i den physiske, i den politiske Verden; om det
at vi ere saa eene for os selv; og det, goede Her Kammerherre,
at blandingen mellem Danske og Norske er endnu ey bleven fuldt
broderskab — Gid jeg toeg feil heri; og gid vi vare virkeligen
brødre. Men . . . dog jeg vil ey sige meere. O det kan jeg be
gribe, hvordan De har været tilmode, da De for den halve Deel,
ja meer end den halve Deel af XVIII Sek. maae nøyes med at
nevne Langebek og Gunnerus som vore Lærde; og Bogen er trykt
1776. Ingen opdagende, dybt skuende, ved egen Kraft fremgaaende
Philosoph; ingen der fik moed og kraft ved en Tyge, en Bork, en
Rømer, en gammel Horbov — hvor lysteligt er det at have store