126 / 499
118
F re d a g A fte n d. u t e J u n i 1858.
Kjære Ven!
Tidens Bølger rulle, og inden vi ane det, ere
vi langt inde i Sommerferien — og da, véd Du,
„er imellem os et svælgende Dyb befæstet“, som
skrevet staar.
Jeg har nu søgt Dig diverse
Gange paa Din — Pæl, snart under Solens lod
rette Straaler, jeg mener om Middagen, snart
naar Gasflammerne kastede deres Flammer (Vrøvl!)
op og ned ad Gaden — jeg mener om Natten. Som
en fortvivlet Elsker stod jeg en regnfuld Aften
— iforgaars — Klokken 10V2 udenfor Dit Vindue
og sang Serenader og fløjtede og slog med Smaa-
sten — men den troløse Elskede viste sig ikke,
og fortvivlet gik jeg hjem. Med forbavsede Blikke
har Din Værtinde betragtet mig, naar jeg kum
merfuld og nedbøjet stod ved Din Dør — og jeg
holder 1
%
paa, at hun har anset mig for en
Rykker.
For at vi dog nu kunne ses inden den Tid,
hvorom Cl emen s Br en t ano saa smukt og
malerisk synger:
So flieszen nun zwei Wasser
wohl zwischen mir und Dir,
das eine sind die Thrånen,
das andere das — Bier.