132 / 499
I nogle Dage have vi haft en forfærdelig
Regn og Storm herude; men da jeg og min
Familie iaften gik en lang Tur, havde hele Na
turen faaet en saadan Friskhed, at den var som
gjenfødt: Skoven var grøn igjen, Høet og Lin
den duftede, og Fuglene sang — kort, der var
en overvældende Rigdom i Naturen, som maatte
bringe Enhver til at juble af Glæde over at være
dansk; thi ved en saadan Lejlighed synes jeg,
man stærkest og varmest føler, hvad det er, vort
Fødeland kan byde os. — Etsteds i „Hjemløs“,
som jeg læser i disse Dage, er der fremsat den
Paastand, at den sande Lykke bestaar i at be-
gjære saa Lidt som muligt, men glæde sig over,
hvad man har, og jeg tror, at jeg giver ham
Ret, ialtfald i dette øjeblik.
Hvortil denne sygelige Rejselyst, denne Be-
gjærlighed efter Bjærge og Orangelunde, naar
Ens eget Land kan give og giver En saa Meget,
som Danmark byder os? Men er det ikke atter
denne underlige Jagen efter Illusioner, der har
bemægtiget sig En? Et Bjærglandskab ser saa
nydelig ud baade i Tegning og i Bøger; et fjærnt
Skovparti paa den anden Side Søen henriver En;
men er man der først, saa ser man over paa
den Side, hvor man stod før, og har ikke Øje
for de Skjønheder, man før glædede sig over.