FrederikBøgh

Det Samme faldt mig ind i Formiddags, da jeg

sad hjemme og spiste Frokost, og en Zigeuner-

bande

en miniature

gjorde Holdt udenfor vore

Vinduer: Moderen, et Ideal af Ækelhed, ret en

Illustration til Karl Rosenkranz’ det Hæsliges

Æstetik, og en stor, rød Køter vare spændte for

den ene Vogn, hvori en durch und durch grisset

Unge laa imellem Madvarer og Klædningsstykker;

Faderen og en anden Hund trak Skærslipper-

børen, medens tre sorte Drenge løb ved Siden.

Det var en af de Familier, som i Bl i chers eller

Carit Etlars Mund kunde se ud som noget af

det Stolteste og Frieste, Jorden har skabt — men

her, set nærved! Uh ha! Jeg talte i en halv

Times Tid med Faderen, der var et non plus

ultra af skurkeagtigt Udseende og dum Stolthed.

Han fortalte mig en Del Episoder af sit Liv,

og de vare kjedelige; hvad der var morsomt,

var sagtens Løgn. Dum Patos og Stoltheden

over „aldrig at have været i Tugthuset, og aldrig

at have tigget“ opfyldte ham -— ; men da han

tilsidst bad — ja, hvor er Grænsen til Tiggeri?

Men enfin, han bad — mig

et Par gamle

Støvler, saa svandt rigtignok en Del af den stolte,

frie „Natmandsglorie“ fra hans Hoved. -—

Vor gamle Værtinde, Margrethe Jens Han

sens, cognomine „Dronningen“, er død under