FrederikBøgh

131

alle mine Omgangsvenner, som jeg sætter mere

Pris paa end Bøgh — og det trods min medfødte

Arrogance; thi han staar saa højt over mig. Han

er i Sandhed hvad man kan kalde begavet, ja,

endog udmærket begavet; men denne Begavelse

viser sig ikke som hos andre unge Mennesker —

den ytrer sig i en Rigdom af sande og gode

Følelser, en Fylde af Ideer og en Sandhed i Ud

trykkene , der maa gribe Enhver. Iblandt de

Smaating, han har skrevet, er der Noget, som

vore største Digtere kunde give hele Bind af

deres Værker for at være Forfatter til, og dog

gaar han saa beskedent og stille med det Alt

sammen. Hans Maade at være paa er heller ikke

som andre Menneskers; kun en enkelt Gang har

jeg hørt ham føre en Konversation, ellers véd

han at gjøre Alt til Samtaler, Samtaler om en

ophøjet Gjenstand og af virkeligt Gehalt. Ofte

har jeg frygtet, at hans digteriske Begavelse

skulde tilintetgjøre hans Forsæt at tage juridisk

Examen — thi jeg synes, at et Menneske, der

aandelig og materielt er henvist til sin Existens

som Digter, er højst ulykkelig stillet; men endnu

iaften, da vi alvorlig talte herom, svarede han

mig: „Det skal Du ikke være bange for — jeg

føler, at det virkelig vilde være Uret, om jeg

opgav at tage den Examen; man er jo ikke