143 / 499
135
hver Sorg kunde da hun i Slummer vugge,
som skulde den aldrig vaagne mer.
Ja, hvor var de Mørkningstimer dog smukke!
I Mindet min kjære Fader jeg ser
gaa frem og tilbage, saa fromt og opbyggeligt
og tænke: „Ja, hvor her dog er hyggeligt.“
Du kan nok forstaa, at det har noget sært
Gribende at komme saaledes tilbage til det gamle
Hjem uden at træffe sin Slægt igjen, at høre de
gamle Aftenklokker ringe, at komme til Kundby-
lysthuset igjen og se de sorteblaa Skyer staa
langt ude i Horizonten, akkurat som i gamle
Dage. — Saa kom jeg da endelig i Selskabet. —
Borup og hans Kone, som ere meget musikalske,
spillede først saa smukt for os: Ga d e s Ouver
ture til „Mariotta“, Weber og Mendelssohn. Saa
fik Kyhn og jeg os en Reel, hvori vi Begge ud
viste al den „Fuglelethed“, Himlen har begavet
os med. Dog havde jeg rigtignok til Slutning
næsten gjort Fader Ky hn for meget af det.
Derpaa holdt vi Juletræ med Sang og Spil og
Dans. Nu kom vi til Aftensbordet, hvor det gik
sjældent livlig til. Der var nu hans Velærvær
dighed in spe, Hr. H .; han overtraf sig selv i
nette Taler. Først talte han to Gange med me
gen Salvelse og stor gejstlig Alvor om Forholdet