![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0145.jpg)
137
det har altid været mig, som om jeg da kom til
at berøre et ømt Sted hos Dig, og Du søgte at
dreje af. Kan Du huske en Formiddag, da jeg
besøgte Dig og fandt en Korrektur af „Fiskerne“
paa Dit Bord? Jeg kom til at sige: „Det maa
være et prægtigt Arbejde at have nøje med
O e h l e n s c h l æ g e r at gjøre, det var ret Noget
for mig.“ Du svarede: „Ja, til Jul ophører det
for mig, saa kan Du jo se, om Du kan faa det;
men jeg tror jo rigtignok, at det i det Hele
hører op.“
Kort efter var jeg en Dag hos L i e b e n b e r g ;
vi kom til at tale om bemeldte Korrekturer, og
han sagde mig nu, at denne Besørgelse af iste
Korrektur kun var kommen istand for at fremme
Arbejdet. Jeg fortalte ham, at Du hidtil havde
besørget dette Arbejde, hvilket han ikke vidste,
og han sagde mig — bliv nu ikke vred — at
Du ikke havde gjort det rigtig godt, lovlig flot.
Da jeg endelig meddelte ham, at det var et
Arbejde, hvortil jeg havde en overordentlig Lyst,
sagde han: „Ja, vil Du overtage det, vilde det jo ,
være mig til megen Gavn; fire øjne se altid
bedre end to.“ — Jeg overtog da Dit forrige
Hverv, i Begyndelsen fuldkomment paa det Uvisse,
da d’Hrr. Boghandlere jo ikke holdt af forøgede
Udgifter, jeg overtog det alene af Interesse for