FrederikBøgh

134

træffelig, og det traf sig netop saa heldig, at

der den Aften, vi kom, skulde være Juleselskab

i Præstegaarden, hvor vi altsaa samledes med

alle Egnens gamle Venner og Bekjendte. Før

Selskabet, om Eftermiddagen, kunde jeg komme

over til Fader Ky hn ; Du skulde have set ham;

han blev ligesom ellevild af Glæde over at gjense

os. Saa slukkede vi Lysene og satte os til at

snakke paa gammel Vis. Ilden brændte lystig i

Ovnen, og jeg kom ret til at tænke paa Livet i

den gamle Præstegaard, hvor vi saa tit havde

siddet om Aftenen paa samme Maade, og jeg

savnede i dette øjeblik saameget mine kjære

Forældre.

Der var dog saa godt i det gamle Hjem

i Mørkningstiden, naar muntert Flammen

fra Ovnen lyste, og kjærlig sammen

vi sad og nynned i Fryd og Gammen.

Da dukked alle de Smaasange frem

om Jesusbarnet i Bethlehem,

om Mater Maria og Verdens Farvel,

om Sjælens Fred i den sidste Kveld.

Da satte sig tit til det gamle Klaver

saa frit og frejdig „den lille Dukke1)“,

J) H an s S ø ster H e n r ie t t e s K jæ le n a vn .