FrederikBøgh

Sagen, indtil L i e b e n b e r g senere udvirkede, at

Arbejdet dog ogsaa bragte mig noget finansielt

Udbytte. Jeg kan derfor ikke, min kjære U s sing,

tro, at jeg herved har handlet mod Dig, som

det ikke sømmede sig for Ven mod Ven, og det

har undertiden smertet mig, at jeg har troet at

se, Du betragtede det saaledes.

Men, ikke

sandt, saa er det jo dog bedst at faa Sligt paa

det Rene, om det end kun kan ske skriftlig. Jeg

forstaar Dig godt: Du har hidtil ment, at jeg har

revet Dig Dit Arbejde af Hænderne, og dette

havde ikke været smukt; Du har ikke set, at den

tidligere Indretning kun blev beholdt, fordi Lie-

benberg havde Lyst til at arbejde sammen med

mig. — Og hermed, min kjære Ussing, haaber

jeg, jeg har udrettet,

at Du ikke oftere vil

tænke paa denne Sag med en Bitterhed mod mig,

som jeg tror, Du hidtil har næret, skjønt Du

aldrig har vist mig Spor af den.

— Og saa, Farvel! Det var en lang Skri

velse, men Du faar den vel læst. Jeg skal, naar

vi ses, sigeDig en

underlig Konsekvens af

Søren Ki e r kegaards Ord om Liv i Erindring

og Liv i Gjentagelse; jeg klækkede den ud paa

Vognen, da jeg kjørte hertil.

Hils Din Familie,

og vær selv hjærteligst

hilset af

Din hengivne Ven

Frederi k Bøgh.

138