141 / 499
Som Du ser, befinder jeg mig paa Næsset,
hvor jeg har det meget godt. Du kan ikke let
tænke Dig nogen mere absolut Modsætning til
Byen, end denne kolde, øde Egn, hvor man,
naar man gaar op paa Grydebjærg, ikke kan se
et eneste Træ, men kun hører Kattegattets Bølger,
som i Uro kaste sig mod Sandrevlerne. Det er
en ganske ejendommelig Følelse, der opstaar i
En, naar man gaar ud paa den aabne Mark i en
bælgmørk Aften; man hører slet Intet, ikke en
gang en gøende Hund i det Fjærne, og man
ser kun Fyret fra Sejerø og et enkelt stærkt-
flammende Lys fra et eller andet Hus i „Bjær-
gene“. — Dog — en saadan Fred og Ro kan
undertiden ganske forunderlig gjøre En godt;
man bliver saa glad, naar en Stjærne kan kikke
ned til En gjennem en Skyrift. Noget anderledes,
skjønt dog ogsaa ganske „paa Landet“, er det i
Skamstrup. Her gø Hundene om Aftenen, Ug
lerne skrige, og man føler, at her er ikke Mangel
paa Mennesker. Du kan ikke tro, hvor det var
mig en Glæde, da jeg iforgaars rullede ind i
Skamstrups gamle velbekjendte By; Min Onkel,
Rudol ph Bi æde l , Ni c o l a j og jeg toge hen
til vort gamle Hjem og tilbragte dér to rigtig
gode Dage. Pastor Bo r up s ere ret nogle elsk
værdige Mennesker, Præstegaarden er bleven for