123 / 719
Rådhus — universitet — bispegård
113
forsøge at føre bispegården tilbage til dens oprindelige
sk ikkelse. Murermester Larsen var udset til at udføre
restaureringen; man skulle have midler til arbejdet ved
at afstå en del af grundstykket. Det blev dog den nye
stjerne på arkitekturens danske firmament, Martin Ny-
rop, der i 1893 var begyndt at opføre Københavns nye
rådhus, som gik i lag med opgaven og løste den til almin
delig glæde — der antagelig holder sig — selv om byg
ningen ikke omtales eller gengives så ofte. Martin Nyrop
var ved bispegården i stand til at prøve virkningen af
forskellige nye materialesammenstillinger og enkeltfor
mer, som senere udvikles ved rådhuset. De levende for
mer f. eks. ved bispegårdens karnap, tagrender og nedløb
sætter skønne blomster på rådhuset. Inden ombygningen
lod arkitekten bispegården opmåle, og resultatet heraf
har lige så lidt som Nyrops tegninger fra ombygningen
tidligere været gengivet. Antagelig var arkitekt V. Fischer
konduktør
,13
og Axel Broe havde murerarbejdet. Murer-
formanden hed Jørgensen.
Ser man over mod bispegårdens hjørne, glider øjet
snart op over taget og fastholdes af Petri Kirkes under-
dejlige spir. Der er i sammenspillet mellem spiret og
bispegården et af byens smukkeste, men stilfærdigste
gadebilleder, som man skal glæde sig over — selv om
man har nok så travlt. Og ser man bispegården frontalt
fra Frue Plads — over de parkerede biler — er virknin
gen ikke ringere. Den fornøjelige hjørnebygning, der nu
har over 50 års patina efter istandsættelsen, falder sær
deles godt sammen med sit gamle nabohus i Nørregade.
D isse statelige menneskeboliger skal man helst se i de
stille morgentimer på en sommersøndag. Og man skal
stå stille
og se på deres hemmeligheder, deres overvej
ende lodrette delingslinier, f. eks. de høje, ranke vindues
åbninger. Det er helt modsat ved den moderne arkitektur
med dens udtalte vandrette delingslinier og flade, brede