124 / 719
114
Charles Christensen
vinduer. Man vil måske mene, det er en modesag, men
der ligger noget meget logisk bag de to modsatte idealer.
Ja, kære læser, tag Dem nu til panden — den berømte
relativitetslov, mener jeg, gælder også i afgørelser om
tingenes skønhed og form. Og den fart, man er i, når
man anstiller sine iagttagelser, bliver afgørende for ind
trykket. De gamle bygninger er skabt til at ses, når man
praktisk talt står stille. Den moderne arkitektur med de
langstrakte virkninger er beregnet til at ses og vurderes
fra en bil eller et andet køretøj i fart, så er mange lod
rette linier ved bygningerne meget ubehagelige. Derfor
føres diskussionen om vor gamle bys huse så voldsomt
mellem skønånderne, og ingen tænker på, at de to iagt
tageres meninger aldrig kan forenes — og det er trist. I
Nørregade er der rene eksempler, hvor man kan anstille
sine betragtninger over nye og gamle huses forskellige
virkninger.
Men tilbage til den røde bispegård, og her er det natur
ligvis afgørende at opsøge de værdier, som Martin Nyrop
berigede bygningen med. De ret store, røde mursten i
yderfacaderne var antagelig overvejende til stede under
pudsen inden restaureringen i 1896. Stenene er ældre
end 1728, sandsynligvis fra 1583, men de er noget m in
dre end munkestenene fra 1512. D isse kan ses i portens
nordmur. Gårdfacaderne er pudsede og farvede. V in
duesåbningernes størrelse har man antagelig ikke for
andret ret mange steder ved forhuset mod Nørregade.
Midtervinduet på den store kvist er desværre gjort større.
Ved sidehuset til Studiestræde har flere vinduesåbninger
derimod undergået store forandringer. Der blev i 1896
overalt til gaden indsat småruder. Den smukke levende
karnap på 1. sal mod Studiestræde med underliggende
sandstensplade er et af Nyrops smukkeste arbejder. Her
viser han sin rige dekorative formsans, der er lige frodig,
om materialerne er kobber, smedejern eller træ, der skal