164 / 719
154
Charles Haugbøll
stillelse ved at glæde andre som på grund af hendes
behag i at være forgrundsfigur. Når man betænker, at
hun blev fulgt til graven — ikke af de „venner“, som
havde ombejlet og sm igret hende i den gyldne tid, og
modtaget eller franarret hende de virkelig store summer
— men af ca. hundrede fattige gamle fra Bagsværd, må
hun alligevel have haft hjertet på det rigtige sted.
Der blev også holdt julefester på Aldershvile, og for
uden et æventyrligt traktement fik børnene også nyttige
gaver; pigerne stof til kjoler og drengene matrostøj. Hun
havde en egen glæde ved p ludselig (helst så ubemærket
som muligt) at overraske folk med pengegaver. Talrige
er de tilfælde, hvor hun midt på en gade har stukket
en tikroneseddel til en fattig kone eller mand. Skøn
heden tiltalte hende i så høj grad, at hun straks måtte
udtrykke sin glæde. Var det et smukt, men fattigt barn,
blev det naturligvis en pengegave. Der skal have været
noget uendelig smukt og følsom t over de bevægelser,
hendes velformede hænder gang på gang udførte, når
de fra hendes taske hentede tikronesedlen frem og ube
mærket stak den til de fattige mennesker.
Selv på den tid, hvor hun måtte have indset, at hun
nærmede sig bunden af pengekassen —- og efter den tid
også, helt til det sidste — kunne hun ikke lade være
at hjæ lpe virkelig trængende mennesker. Det kunne være
25 kroner til en lirekassemand, fordi han havde spillet
en melodi, som hun holdt af. Og da hun blev pantelåner,
kunne det være en fattig student, som hun gav større
lån, end hans bøger var værd. Når forkomne artister
pantsatte deres skuesmykker, vurderede hun dem ofte
som ægte (ikke af ukyndighed) og gav lån efter det. Det
kunne naturligvis blive bedrageri, hvis lånesedlen bag
efter blev solgt — og det skete, fordi „vennerne“ også
udnyttede hende her — men Angelicas gode mening blev
jo ikke ringere af den grund.