169 / 719
Grevinden af Bagsværd og A ldershviles historie
159
Man skulle jo tro, at et så alvorligt memento som Al
dershviles brand måtte få Angelica til et øjeblik at
standse sin forrygende karruseltur og tænke lidt over
sin fremtid. Der var al mulig grund til det. De syv m il
lioner var smuldret væk. Hun havde ikke andre ressour
cer, end hvad assurancen ville give. I forhold til de store
værdier, flammerne havde fortæret, var 500.000 kroner
ikke nogen imponerende sum, men alligevel var det en
ganske anstændig formue. For renterne kunne hun have
skaffet sig en ganske behagelig tilværelse. Men Angelica
tænkte m indst af alt på at pensionere sig selv. Selv om
hun „nøjedes“ med en fire værelsers lejlighed på
Vodroffsvej, havde hun stadig sine dyre vaner i behold.
— Måske er der ligefrem gået noget i stykker i hende
efter tabet af Aldershvile, som hun var oprigtigt forel
sket i.
Hun lod ingen mærke sin sorg, men det var næsten,
som hun efter branden satte yderligere fart på rutsche
turen mod „muddergrøften“. Forholdet til Evans blev
også dårligere, næsten fra dag til dag. Det kneb med at
forkæle ham i samme grad som tidligere. Det begyndte
at blive klart for hende, at hun kunne blive konkurre
ret ud af en yngre kvinde. Skinsygens ulmende glød be
gyndte at slå ud i klare flammer. Måske nok lidt ube
tænksomt, men ikke uden grund, satte hun privatopda
gere til at udspionere hans færden. Og hun, der ellers
ikke havde været særlig stabil med hensyn til trofast
hed, tålte ikke, at en kvinde kom i mandens nærhed. Det
kom til voldsomme scener med lige så voldsomme for
soninger og påfølgende vilde orgier. Oftere og oftere gen
tog det sig og sled ægteskabet i stumper og stykker.
Evans’ rette karakter kom frem, da han engang, un
der et af hendes jalousiraserianfald, fik hende indlagt
på det, man dengang kaldte „sjette afdeling“. Men An
gelica var naturligvis ikke sindssyg, og hospitalets læge