170 / 719
160
Charles Haugbøll
fik hurtigt rettet „m isforståelsen“. Den læge, som havde
indlagt hende, satte ved denne lejlighed en del af sin
anseelse til. Angelica fik endelig øjnene op og lod sig
skille. Evans rejste tilbage til England (sikkert ikke
tom hændet).
Efter bruddet kastede hun sig ud i en endnu grådigere
hunger efter selskabelighed. Hun
må tte
se mennesker om
sig, festlige og glade mennesker. Måske anede hun, at
slutningen nærmede sig. Men ikke tænke, bare være glad,
feste og drukne sorgen; på bunden af wh iskyflasken
fandtes lindring. — Men Angelica var ikke længere den
fejrede og uimodståelige kvinde. Der var gået skår og
dybe revner i skønheden. Ungdommen var borte, glan
sen havde fortaget sig. Det var ikke længere bejlere, som
flokkedes om hende, men gribbe, der kappedes om at
plukke de sidste gyldne fjer af guldfuglen. Har hun anet
det selv? Men der blev vel for meget at angre, hvis hun
gav sig til at tænke. Nej, så hellere tømme bægeret til
bunds. Dag for dag blev kavalererne mere og mere tviv l
somme, fornøjelserne simplere og festerne grovere.
Da de sidste assurancepenge var soldet op, rejste hun
til London og pantsatte
19
Aldershviles jorder til sin for
henværende mand, kunsthandler Mayer. I stedet for et
beløb en gang for alle fik hun en månedlig sum på et
par tusinde kroner. Endnu var der altså mulighed for
en fornuftig tilværelse. Hun forsøgte ganske vist også at
etablere sig som pantelåner. Men n issen flyttede med —
eller rigtigere, den del af „vennerne“, hvis moral var så
ussel, at de ikke undså sig ved at udplyndre den stak
kels kvinde for hendes sidste skillinger. Guld var der
ganske vist ikke meget af, men endnu kunne hun da
sørge for den daglige wh isky.
Hun boede nu i baglokalet til sit lånekontor på Ve
sterbros Torv, og havde m istet al forfængelighed og en
hver ambition. Hun var tilfreds, så længe der var wh isky