262 / 719
252
V. W oll
erne af en afgået postembedsmand, etatsråd Thayssen.
— Iførte un iform skasketter og hvide lærredsjakker ined
bogstav og nummer i et m essingsk ilt på brystet havde de
stade på visse mere befærdede steder, såsom på Kongens
Nytorv, Amagertorv, Gammeltorv og ved postgården på
Købmagergade, oftest i en lille klynge på 3— 4 mand. I
hin tid, før telefonens og kioskbudenes dage, kunne man
leje et bybud til en mindre flytn ing, besørgelse af et brev
eller en pakke, ja, endog til at ledsage en ældre dame
h jem fra teatret. Det var ældre pålidelige mænd, om end
deres røde næser næppe altid skyldtes deres, om vin te
ren noget kølige stadepladser.
En funktionær, som man af gode grunde ikke så ret
meget til, var natvægteren. Det rigtige gamle vægter
korps, som endnu m indes for vægterversenes skyld, og
som optrådte som ordenshåndhævere, væbnede med mor
genstjerne, og passede gadelygternes tænding og sluk
ning, var bortfaldet ved politiets omordning i 1863. Men
i stedet derfor havde enkelte gader eller mindre bydele
fået privatvægtere, som vel om dagen havde anden ger
ning. Det er mig ubekendt, hvem der antog eller lønnede
dem; mulig var mange husejere interesserede i at have
en pålidelig nattevagt i kvarteret. Selv m indes jeg nær
mest vægteren som en hjæ lpende genius for den borger,
der i en sen nattetime stod udenfor sin egen aflåsede
gadedør og havde glemt nøglen dertil. Man bankede da
med en nøgle eller lignende på et nedløbsrør i nærheden,
og lidt efter dukkede vægteren frem af nattemørket med
et vældigt knippe af nøgler, hvoriblandt den attråede,
og når man da havde legitimeret sig, hvis man ikke var
kendt, åbnede han for den uheldige og modtog en lille
kendelse for sin ulejlighed. Sædvanlig optrådte han også
med held som nytårsgratulant.
Efter 1863 var gadelygternes tænding og slukn ing
overdraget særlige kommunale lygtetændere. De med
førte en lang stang, der på enden bar en lille olie
lampe. Stangen blev stukket gennem en rude i hunden
af lygten, åbnede samtidig for gassen og tændte denne
ved lampens blus. Man kendte ikke andre arter af
gadebelysning end gassen, og de „søvn ige“ svagtbræn-
dende lygter stod med lang indbyrdes afstand. Ved m id
natstid slukkedes endda hver anden lygte. — E lektrisk