264 / 719
254
V. Woll
bestående af et mægtigt forhjul og et ganske lille bag
hjul, begge med massive ringe; disse cykler var ikke helt
ufarlige i brugen. Først da den nu alm indelige cykletype
(oprindelig kaldet b icyclette) og luftringene fremkom en
halv snes år senere, blev eyklen det uundværlige alle-
mands-køretøj, som vi nu kender.
For de brede lag var navnlig Vesterbro rigelig forsynet
med forlystelsessteder. Foruden T ivoli og dansesalonen
„F igaro“ (nu „Valencia“ ) fandtes der forskellige san
gerindelokaler og „Vokskabinetter“, således i en kælder
under „Axelhus“, hvor man kunne gøre sig bekendt med
det m enneskelige legemes anatom i eller den spanske
inkvisitions torturmetoder. Her eller måske ved nuvæ
rende Rådhusplads forevistes også et år Vaucansons me
kaniske and, der endogså kunne tage næring til sig (og
det m od sa tte!). Et større menageri, Kleebergs, forevistes
en tid på en plads ved Frihedsstøtten, omtrent hvor nu
hotel „Term inus“ ligger.
Blandt mine tidligste erindringer må jeg nævne en
circus, der i 1872 eller 1873 gav forestillinger i en træ
bygning, der var rejst på voldterrænet, omtrent hvor nu
Rådhustårnet står. Af forestillingen m indes jeg kun, at
nogle grønne klowner, der kaldte sig „Clodocher“, un
der vilde hyl tum lede sig i manegen, og at jeg følte mig
beroliget ved at sidde langt oppe — altså på de billige
pladser — da deres vildskab dog først måtte gå ud over
de nærmest siddende. Bygningen brændte formentlig i
1874.
Senere, mod slutningen af halvfjerdserne, mødte cir
cus Renz og opførte en stor rund træbygning på det nu
værende grønttorv, nærmest Ørstedsparken. Herfra m in
des jeg en stor udstyrspantom ime, der gengav prinsen af
W ales’ besøg i Indien. — Grønttorvet lå længe hen som
to græsbevoksede plæner. I en svær snevinter benyttedes
disse til aflæsning af den fra gaderne bortkørte sne og
fik derfor en tid lang i folkemunde navnet Snetorvet. —
(Ved lægekongressen i 1884 fik deltagerne her en dansk
smørrebrødsfrokost, som de indtog liggende på plænerne.
Her skål det være passeret, at en del drenge sam lede sig
om en af de udenlandske læger, som de antog for Pa-
steur, og at den pågældende, urolig over den opsigt, han