269 / 719
Christian IV’s tugt- og børnehus
259
styret med omfattende privilegier. Da der i Amsterdam
i forvejen eksisterede et stort vaj senhus med en belæg
ning på ca. 250 børn
,4
blev tugthusene ikke i så høj grad
som de engelske præget af børn. Men dette betød ikke,
at løsgængerne fik husene for sig selv. Magistraten, der
bestyrede anstalterne, begyndte snart at anvende dem til
fængsler for krim inelle forbrydere. For spindehusets
vedkommende var denne omformning så påfaldende, at
man så sig nødsaget til at ændre indskriften over anstal
tens port. Hidtil havde der stået: „Som det kan ses her,
er spindehuset oprettet for at lede fattige pigebørn, unge
piger og kvinder bort fra betleri, dovenskab og gale
veje . . . “. 1607 opsattes i stedet et relief med fremstilling
bl. a. af en fangevogterske, der lader pisken suse ned
over ryggen på en kvindelig fange. Derunder var der
med gyldne bogstaver skrevet disse trøstens ord: „Frygt
ikke! Jeg hævner mig ikke af ondskab, men tvinger dig
til at være god. Min hånd er streng, men mit hjerte er
varm t
“ .5
Amsterdam-tugthusenes funktionærer må have
været meget varmhjertede, thi behandlingen var over
måde hård og brutal, selv sammenlignet med forholdene
i de engelske anstalter.
En ejendommelig del af rasphuset var den såkaldte
„private afdeling“, der oprettedes år 1600. I denne afde
ling arbejdede fangerne ikke, de havde enkeltværelser,
fik en udmærket kost — der gav dem øgenavnet „witte-
broodskinderen“ •— og førte i det hele taget et liv, der
stod i skærende kontrast til de øvrige fangers trælse til
værelse. Her kunne familier af det bedre borgerskab lade
deres sorte får indsætte for kortere eller længere tid,
uden dom, men mod en passende og ikke helt ringe be
taling
.6
Fra Amsterdam bredte tugthusene sig ud over Europa,
naturligvis dog først til de andre nederlandske og flan-
derske byer. Allerede 1598 fik Leiden og Leeuwarden
17*