274 / 719
264
Olaf Olsen
kunne fange årsag at trygle og betle“.12 I byerne kom de
indvandrede bønder til at udgøre et ufaglært proletariat,
der levede fra hånden til munden, og som stadig bragte
nye rekrutter til landstrygernes hær.13 Byerne havde
næsten udelukkende brug for faglærte arbejdere, ikke
for daglejere, og for mange af de unge mænd og kvinder,
der forventningsfulde var draget til købstæderne, endte
eventyret, hvor det var begyndt — på landevejen.
Gustav Bang har på grundlag af nogle kirkebøgers op
lysninger om begravelser af fremmede løsgængere an
slået, at løsgængerne o. 1650 udgjorde ca. en tiendedel
af Sjællands befolkning.14 Dette tal er dog sikkert alt
for højt. Rent bortset fra, at Gustav Bangs materiale —
ialt 859 begravelser fordelt på 6 sogne — næppe kan
betragtes som fyldestgørende sta tistisk materiale, er det
ikke korrekt af Gustav Bang at sidestille de seks sogne
uden at tage i betragtning, at de to sogne med den høje
ste løsgængerprocent er hovedvejssogne og derfor natur
ligvis særlig hærget af de vandrende folk. Og hvad værre
er: flere af de omhandlede år er pestår, og de fremmede,
der disse år dør i landsognene, er derfor næppe alle lø s
gængere, men blot fattigfolk fra byerne, der er flygtet
for pesten.
Det kan dog ikke betvivles, at løsgængeriet var en stor
plage. Det ses måske tydeligst af de love og påbud, hvor
med statsmagten gang på gang søgte at komme uvæsenet
til livs. I 1558 var det blevet tilladt „hver mand“, d. v. s.
adel og købstadsfolk, at pågribe løsgængere „og holde
dem til arbejde og træ lle“.15 Denne bestemmelse har dog
næppe båret større frugt. Thi det arbejde, som lande
vejens selvrådige og arbejdssky folk kunne eller ville
udføre som slaver, stod kun i ringe forhold til det be
svær, det var at indfange og holde styr på dem, og den
omkostning man havde til deres føde og klæder. Kun
statsmagten selv var i stand til at organisere et sådant