HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række

290

Olaf Olsen

eller, såfremt dette ikke lod sig gøre, stå sin straf ud

efter dommen, d. v. s. m iste sin hals! For alt i verden

ville de panikslagne borgere af med Katrine Kruse. Kan

celliet svarede med at pålægge Palle Rosenkrantz omhyg

geligt at undersøge, hvorvidt det lovligt kunne bevises,

at Katrine havde truet med at stikke ild på byen, og i

så fald lade hende gribe og sende tilbage til tugthuset

med besked om, at hun ikke mere måtte løslades

.93

Hvor

dan det videre gik i sagen, er ikke oplyst. Men den tillid,

som man i Vordingborg hidtil havde næret til tugthuset,

fik utvivlsom t ved denne lejlighed et alvorligt knæk.

Løsagtighed, slem mund og tyveri er de forseelser, der

optræder hyppigst i efterretningerne om tugthusets

kvindeafdeling. Men de var langt fra de eneste forbrydel

ser, der kunne medføre indsættelse i tugthuset — snart

sagt alle tænkelige misgerninger var i årenes løb repræ

senteret herinde. I flæng kan nævnes: hæleri, ildspåsæt

telse og trusler herom, fosterdrab, falsk stævning, ulov

lig øltap (smugkro), druk og dans i kirke, husning af

fredløse etc. I flere mordsager, hvor rettergangen trak

længe ud, anvendtes tugthuset som varetægtsfængsel for

de formodede mordere og medvidere. Derimod blev aldrig

nogen troldkvinde indsat i tugthuset, hverken som straf

eller i varetægt. Man kunne ikke risikere, at de lærte

deres kunster til de andre skarnskvinder derinde. En

enkelt undtagelse er der dog. En 9-årig pige, Maren An-

dersdatter, der sammen med en hel hob andre troldfolk

havde forgjort kaptajn Niels Munks to børn, slap forme

delst sin ungdom med at blive sat i tug thu set

.94

Den besynderligste misgerning, der nogensinde straf

fedes med tugthus, var vistnok den forseelse, som en

tjenestep ige hos Peder Hjulmand i Helsingør i 1622

gjorde sig skyldig i. Hun havde „kastet et stykke dejg

i et privet“. Peder Hjulmand opdagede dejgen og lod

den optage ved en rakkersvend, og da det viste sig, at der