620 / 719
610
Chr. B okkenheuser
benaadede Lærer; man kan sige om ham, at han hørte
til „de sjældne faa, som vor Gave forstaa“.39 En af hans
Elever skriver om hans Undervisning: „Ingen unødven
dige Pauser, lige fra den ene Opgave og paa Hovedet
i den næste, hurtig Gennemgang af Stoffet og hurtig og
inciterende Eksam ination. Der blev ikke spildt noget
Øjeblik med først at sætte sig tilrette paa Katedret, in
den Undervisningen begyndte, nej, i samme Øjeblik, som
Professorens ene Ben gik over Dørtærskelen, lød den
ejendommelige Røst, der syntes at komme langt inde fra,
saa Bogstavet a næsten blev ar: Noh, kan du saa sige
mig o. s. v.
Det kunde endda undertiden ske, at Eksam inationen
allerede begyndte ude paa Gangen, hvad der især kunde
virke pudsigt, naar vi var inde i Klassen og fik Spørgs-
maalet stukket ud, inden Professoren selv var kommet
tilsyne ... det var en lille Paam indelse til de af Lærerne,
der gav sig rigelig Tid; thi nu og da maatte det jo hænde,
at en og anden Lærer passerede Gangen samtidig med, at
Professoren paa denne sin lidt hovedkulds Maade be
gyndte Undervisningen“.40
I den sidste Tid, Etatsraad Brix var Bestyrer af E fter
slægtens Skole, var han ofte syg, og det gav sig da selv,
at Fr. Bokkenheuser, der i 1865 var hlevet Viceinspektør,
maatte overtage Ledelsen, og da Brix ved Nytaar 1893 tog
sin Afsked, var det en Selvfølge, at Bokkenheuser fik
hans Plads.
Skolen var paa det T idspunkt noget paa Retur, idet
E levantallet var dalende; for en Del skyldtes det, at
nogle af de Familier, der hidtil havde boet i den indre
By, og hvis Sønner havde slidt Skolebænkene i den be
kvemt liggende Skole paa Østergade, flyttede ud paa
Broerne.
Fr. Bokkenheuser, der paa den Tid var 56 Aar garn