629 / 719
En K øbenhavner-Slægts H istorie
6 1 9
var selve Forposttjenesten, hvor Soldatens Opgave var
at staa og spejde ud imod Fjenden, der maaske forholdt
sig stille eller blot sendte Smaapatrouiller frem; det var
Kampene i Forterrainet, ved Avnbjerg og ved Dybbøl
Kirke, og det var Opholdet i Skanserne, hvor Forhol
dene i Begyndelsen — før Skydningen fra Broager i
Midten af Marts begyndte — var rolige. „Forholdet mel
lem de Menige og Befalingsmændene var den Gang og
under hele Krigen gjennemgaaende overordentlig godt;
paa de mange og lange Vagtture omgikkes man hver
andre som Ligemænd uden dog at tilsidesætte de Krav,
som Tjenesten fordrede, og kom der en Kamp, da var
alt, som det burde være, den Overordnede gav sine Be
falinger, og den Underordnede udførte dem efter Pligt
og Samvittighed“, skrev han i sine Erindringer.44
I April, da Tjenesten i Stillingen efterhaanden blev
strængere, fik 18. Regiment anvist sin faste Plads i den
nordlige Del af Centrum, omkring Skanse VIII og IX, og
her hændte det den 12. April, at en preussisk Granat
kom farende fra Broager og sprang i Nærheden af det
Sted, hvor han stod. Han samlede det største Stykke
(Bagenden) op og lod sin Oppasser bringe det til Søn
derborg og sende det med Posten til København; i Resten
af hans Liv havde „Granaten“ Plads paa hans Skrive
bord, den var et Minde om Dagene paa Dybbøl.
Da Skanserne var faldet, fulgte Vaabenhvilen; 18. Re
giment fik gode Kvarterer paa Als, og Folkene nød de
rolige Dage i den skønne Foraarstid; en Del — her
iblandt ogsaa den unge Løjtnant — rejste paa Besøg hos
Fam ilien, men saa kom det sidste Opgør paa Sønder
jyllands Jord, Kampen paa Als.
Natten til den 29. Juni gik Preusserne i deres Baade
over Als Sund.
Der blev slaaet Alarm, og snart var Kampen i Gang.