KøbenhavnsKirkesag

1 2 2

som vi helst vilde og skulde. Ja, nogle Gange maa vi endog

søge ud til fremmede med vore Fester, naar vi skal feste

for særlig mange, f. Eks. for Søndagsskolebørnenes For

ældre, eller ved Julefester o. lign. Men værre er det, naar

vi maa aflyse dette eller hint Møde i Sakristiet, fordi Kirken,

som støder op til Sakristiet, skal bruges (f. Eks. ved Fredags

altergang). Dog værst bliver det ved Tanken paa alt det Ar

bejde, vi maa lade ligge. I Vinter har vi saaledes desværre

maattet opgive at gøre noget for de arbejdsløse; end ikke en

Varmestue har vi kunnet holde til dem. Det er noget af det,

som føles i et Sogn, hvor Arbejdsløsheden sætter sit Præg

paa mange Hjem. Og saa meget andet, der maa blive ved

Tanker, Tale og Længsel, saasom f. Eks. en »Barnestue«,

hvor Forældre trygt kunde sende deres Børn hen Søndag

Eftermiddag, mens de selv gik op i Kirken, og en lille

Settlements-Klub, hvor vor sociale Kreds kunde faa Lov at

udfolde sin opsparede Energi; og meget andet lignende,

saa meget, som i Aarenes Løb saaledes er blevet skrinlagt.

Det var ikke realisabelt af Mangel paa Plads. Det var ikke

Menigheden, der sov eller forsømte og saaledes forskyldt

blev til Forargelse. Nej, det var under Smerte, den saa de

aabne Døre lukke sig.

Ja, den nye Kirke og de nye Menighedslokaler kan

komme til at betyde overmaade meget for baade Sogn og

Sognearbejde. Det kan komme til at betyde: Flere Men

nesker i Tale, flere nye Opgaver, mere nyt Arbejdsmod,

flere nye Glæder og megen ny Taksigelse.

A rne B iering-S øren sen.

Naar Frederiksholms Kirkebarak takket være mange

Venners trofaste Kærlighed nu forhaabentlig inden saa længe

skal afløses af en anden Kirkebygning, saa hører der ikke

saa grumme megen Fantasi til at forstaa, at en saadan Fo r

andring vil betyde et Plus for Arbejdet i Frederiksholms

Sogn. Den lille, snart niaarige Barak har jo ikke givet Be

boerne herude særligt høje Tanker

0111

Kirkens Stilling i

Øjeblikket. Det er ikke smigrende Udtalelser, der er faldet

i Aarenes Løb. Naar Folk gik forbi, blev det ofte disku

teret, hvad den mærkelige Bygning dog kunde være. Der

blev foreslaaet saadan noget som en Stald eller et Folke-

køkken. — En Mor, som aabenbart var lidt mere orienteret,

pegede ind paa Bygningen og sagde til sine smaa Børn:

»Der ligger Frederiksholms Domkirke:« — Og i daglig Tale

var den ofte benævnt kort og godt som »Skuret«. — Fandt

Mennesker saa indenfor, blev de næsten altid forbavsede