135 / 322
124
at de unge og særlig deres Ledere nu gaa i og længes stærkt
imod andre Lokaler. De unge Piger gaar og drømmer om
en Dagligstue, som de selv skal montere og gøre rigtig
»hjemme-hyggelig« for hver ung Pige, de kan faa halet
derop. — Naar saa dertil kommer en Drengesal og en Stue
for de unge Mænd, saa er der her noget godf at se hen til
og fo rv en te .-------
Men den største F orven tn in g , vi har, er dog d enn e, at
den n g e K irk ebygn in g maa g ive Plads fo r Guds Aand og
dens Gerning i H jertern e. A t den Dag kan k om m e foi
A lvor, at Vcekkelsens Aand og L ivets Aand fo r A lvor maa
faa Magt ov er S indene h erude. D et er vor B øn, og det er vor
Længsel. Gud give, det maa ske.
Allerede nu betyder vor ny Kirke, medens den er i Færd
med at rejse sig, meget for Guds Riges Arbejde i vort
Sogn. Vi har igennem nogle Aar lidt af en hel Del Kritik,
fordi det ikke blev til noget med Kirken, skønt der var
samlet ind i saa mange Aar. Nu da den rejsei sig, ei
al Kritik forstummet. Kirken er ualmindelig populær,
og utallige er de glade og fornøjede Udtalelser, vi hø
rer om, hvor stor en Pryd den vil blive tor Valby. Mere
endnu bider vi Mærke i de mange Udtalelser om, at »vi«
nu maa se at faa »vor« Kirke færdig og gældfri. Naar man
har vidst, hvor fjernt og ligegyldigt Befolkningens over
vældende Flertal har staaet Kirkebyggeri blot for ganske
faa Aar siden, er man meget taknemmelig mod Gud for
det lille Ord »vi« og »vor«.
Naar den er færdig, betyder det derfor uhørte Chancer
for os. Vi har herude i det sidste Aar faaet Lov til at opleve
et stærkt stigende Kirkebesøg til Trods for, at vi hele dette
Aar er henvist til Kokolithkirken, som ligger i søndre Di
strikt og derfor meget ubekvemt for den største Del af
Sognet, nordre Distrikt, hvorfra adskillige, som før kom i
Timotheuskirken, nu søger andetsteds hen — jeg havde
nær sagt heldigvis, thi i Øjeblikket kan vi ikke have flere
i vor Kirke, naar vi nogenlunde skal kunne røre os. Vi
véd,
at mange, mange Mennesker herude venter med Længsel
paa, at Kirken bliver færdig, og glæder sig til at komme i
den, vel at mærke ogsaa Folk, som vi nu aldrig ser. Mange
her holder ikke af en saa lille Kirke, som vi har, dels
af ydre Grunde — gamle Folk kan ikke finde sig i den
knebne Plads og den daarlige Luft, og mange ringeagter et
tarveligt Gudshus — dels fordi en lille Kirke, hvor man
øjeblikkelig bliver opdaget og i Almindelighed taget under
Armene, ikke er et Sted for Nikodemussjæle.