60 / 322
57
Hjælpeindsamlingen medfører, saa sund. I D. M. S. er man
jo kommen ind paa det samme, saadan at en maanedlig
Gave fra hvert Kredsmedlem erstatter de store Anstren
gelser ved mere tilfældige Møder og Basarer. Det er sundt.
Det er som Forskellen paa et Menneske, der er vakt, og
hvis Gudsforhold er svingende og tilfældigt, og saa et Men
neske, hvis Forhold til Gud med Brug af Bøn og Ordet og
Nadveren er daglig og stadig.
Der er en Utilfredshed og Sorg, som kan sætte noget i
Gang og hære et Arbejde oppe. Det har Kirkesagen lært os,
nemlig forbundet med en levende Tro. Men derfor maa
denne Indsamling altid komme med det Spørgsmaal: skal
København blive ved at være en gudløs By, eller skal den
ikke? Vantroen har det ved sig, at den er altid imponeret
af det nærværende, den tror ikke paa en ny Himmel og
en ny Jord. Vantroen er imponeret af Synden i sig og tror
ikke, Mennesket kan blive anderledes. Men Troen ser noget.
Den ser Jesus og i hans Ord en Grundvold for alt, baade
det synlige og det usynlige kommende. For mig, at jeg maa
være hellig for hans Skyld, for min Nabo, at han er k a l
det til det samme, og Gud kan forvandle ham, og et helt
Sogn kan Gud forvandle, og sandelig ogsaa en hel By —
ogsaa København!
Denne Kirkeindsamling kunde komme til at betyde, at
den store Del af vort Folk, som hedder København, endnu
et Slægtled eller to bliver i Folkekirken, og det vil nok sige,
at hele Folket bliver der, saa vi beholder de Arbejdsmu
ligheder, de Chancer for at naa ud med Guds Naadesbud-
skab, som en Folkekirke har, og som vi nødig vil miste før
Tiden.
Det, der holder en Kirke i Live, er nemlig Sorgen over
dens Mangler og Fejl,
dens Synder.
Den Mand, som for 70
Aar siden var ved at fortvivle over vor Folkekirke, Søren
Kierkegaard, er ogsaa den, der er Skyld i, at den bestaar
endnu.
To Gange, mens København har staaet, har Vækkelsen
haft Fodfæste her og sat sit Præg paa Byen.
Første Gang var i Reformationstiden, Peder Palladius
har et herligt Lynskud fra den Vækkelse. Det var en Fe
bruaraften, at nærved 80 fattige Fiskere fra København
stod paa Isen mellem Skibene og Saltholm og. stangede Aal
— og Isen gik i Drift, og 29 af dem druknede. Da de saa
Døden i Øjnene, raabte en af dem: »Lad os ikke falde i
Mishaab, for vi skal dø udi dette Vand!« Og saa istemmede
de »Nu bede vi den Helligaand« — »det vaar af Hjertet de
sjunge,« siger P. Palladius. Dernæst sang de deres egen L ig
sang »Med Glæde og Fred far vi nu hen«, og siden da Van
det steg, sank de paa Knæ og had Gud, han vilde tage dem