127 / 307
Denne Overenskomst, hvis Varighed foreløbig var sat til 16 Aar, gik i
Princippet ud paa, at der skulde holdes ens Takst ad Kabelrouterne og ad
Landlinierouterne mellem Europa og hele Kina, og at Indtægten af alle Tele
grammer fra og til Kabelbyerne skulde tilfalde Selskaberne, medens Indtægten
af Telegrammer fra og til alle de andre Byer skulde tilfalde den kinesiske
Administration. En saadan Deling af Indtægterne skulde finde Sted, hvad enten
Telegrammerne befordredes ad Kabelvejen eller ad Landlinievejen, og da det
var at forudse, at Kablerne i en Række af Aar vilde komme til at befordre
det meste af Indlandsbyernes Trafik, medens Landlinierne næppe vilde komme
til at befordre meget af Kabelbyernes, maatte Overenskomsten anses for meget
gunstig for den kinesiske Administration. Selskaberne maatte nærmest trøste
sig med, at den forhaabentlig vilde fremkalde et venskabeligere Forhold og
bedre Samarbejde mellem dem og Administrationen, end Tilfældet hidtil
havde været.
Hvor gunstig end Chefoo Overenskomsten var for Kina, og navnlig
naar Hensyn tages til, at den skulde afløse 1881 Koncessionen, der havde
givet Selskabet Eneret paa Befordringen af hele den omhandlede Trafik, saa
skulde den dog forblive et dødt Bogstav. Vel blev den approberet af Vicekongen
Li Hung-Chang, men den kinesiske Centralregering (Tsungli-Yamen) mod
satte sig den en Tid lang. Derefter rejste der sig en Storm imod den i den
europæiske Presse samt i de europæiske Handelskamre i Kina, — der fejl
agtigt havde opfattet Sagen, som om den var ensbetydende med de daværende
Taksters Opretholdelse i mindst 16 Aar, og som yderligere indbildte sig, at Sel
skaberne havde
købt
den kinesiske Administration til at indgaa Overenskomsten —
og endelig fandt den russiske Regering ogsaa Indvendinger imod den i formel
Henseende. Ihvorvel Selskabet kunde tage sig al denne Opposition med stor
Ro — thi Chefoo Overenskomsten var saa lidet fordelagtig for de danske
Interesser, at det kun havde indgaaet den under Pression udenfra — saa
ønskede det dog saa meget at komme til en venskabelig og varig Forstaaelse
med den kinesiske Administration, at det gjorde Alt, hvad der stod i dets
Magt, for at overvinde Oppositionen. Men Alt var forgæves — rimeligvis af
Grunde, der intet havde med selve Sagen at gøre, men maa søges i politiske
og diplomatiske Forhold, som maaske aldrig ville blive opklarede.
Ogsaa den kinesiske Administration (Direktør Sheng) arbejdede vistnok
ærligt paa at faa den for Kina saa gunstige Overenskomst gennemført. I Juli
1888 og gentagne Gange senere søgte den endog at formaa Selskabet til at
bringe dens Bestemmelser til Udførelse uden den russiske Legations og Rege
rings Billigelse, hvad der selvfølgelig ikke kunde være Tale om, alene fordi
Selskabet herved vilde have gjort Brud paa sit Tillidsforhold til Rusland;
men desuden havde det jo fra 1881 Koncessionen tilstrækkelige Beviser for,
— n i —