169 / 449
151
29. Novbr. 1651 en Skrivelse fra Kansleren, som mildest talt var hvas.
Den mindede først om, at de i Følge Fundatsen burde disputere 4 Gange
aarlig; men Kansleren havde nøjedes med 2 Disputatser af hver, eftersom
numerus professorum var augeret. Hvorledes en Del af dem havde efter
kommet deres P ligt i saa Henseende, var det imidlertid bedre, at de selv
erkjendte, end andre dømte om. Straffen for Forsømmelsen var vel be
stemt i Fundatsen; men eftersom den ikke overholdtes hverken i det ene
eller det andet Punkt, vilde Kansleren anmode samtlige Professorer om
at vedtage og forklare, hvad Straf de forsømmelige billig burde at udstaa,
for at det ikke skulde forordnes fra højere Steder. „Men at studiosa in-
ventus skal hos deres præceptores imod deres Løfte finde Exempel at
være in officio forsømmelige, det er det tungeste, som de derudi ere
skyldige og skulle have ondt ved at svare t i l 1).“ Kesultatet blev da, at
Professorerne overlode til Kansleren selv at fastsætte Straffen for de for
sømmelige, og han statuerede derefter, at hvo som helst af Professorerne
herefter ikke til rette Tid disputerede, skulde være tiltænkt at erlægge
tyve Rigsdaler in specie, som dog ikke skulde komme til fiscum acade-
miæ, men distribueres til de Studenter, som befandtes at disputere flit
tig s t2). Denne Kanslerens alvorlige Optræden synes at have baaret
Frugt. I alt Fald høre vi ikke nogen Klage over Forsømmelighed fra
Professorernes Side før den 31. Oktbr. 1655, da „Prorektor gav til Kjende,
at Oancellarius var ilde tilfreds med disputationum anniversariarum lange
Ophold, og befalede, at enhver vilde have sine Maaneder og Tider i god
Agt.“
2) Tilsynet med Overdaadighedslovgivningens Overholdelse.
Den
1. Maj 1624 udkom en Fdg. bestemt til at modvirke den da herskende
Overdaadighed ved Bryllupper, Barsler, Fæstensøl og Begravelser.
Den Indskrænkning i den personlige Frihed, som derved paalagdes,
pinte Professorerne ikke mindre end andre Mennesker; især synes Sjæl
lands Biskop at have følt sig generet af F dg ., da han skulde holde sin
Søns Bryllup; i alt Fald fremkaldte han Andragendet om en Undtagelse
derfra i Universitetets Favør3). Anledningen til Supplikken hentedes fra
den Omstændighed, at Fdg. lød paaFolk i Almindelighed, og Exekutionen
var overdraget Kongens Byfoged, medens Akademiet altid havde haft
sin Jurisdiktion for sig selv. „Saa har ogsaa vor Orden altid været
hæderligere agtet frem for andre gemene Mænd.“ Andragendet blev
imidlertid ikke bevilget, og Professorerne gjorde da, hvad de ikke burde
gjort, i det de handlede i Strid med Fdg. Hvor vidt Kansler Friis har
set igjennem Fingre hermed, tør vi ikke afgjøre; men Kansler Sehested
gjorde det i hvert Fald ikke. Han holdt tvært imod i den Anledning en
Tx/r-ii^ ^ V<£ Skmelseiis Oplæsning nærværende vare: Rektor, Prof. jur. Dr. Joli.
Muller Dr. Resenrns, Dr. Suaningius, Dr. Wormius, M. Finchius, M. Bangius. —
\
1
^ 10. Marts 1652: jfr. Engelstoft: Annal. 18 11 I. S. 47—48.
Nveruns
s T ir |
“T , \ A' AC-27' °® 28’ 0ktbr- 1624- Andragendet af 28. Oktbr.
s. A. er trykt i Engelstofts Annaler 1809 I. S. 186—88.