170 / 449
152
anden alvorlig Tiltale til Rektor, der maatte bede sit pater peccavi og
love Bod og Bedring.
Den 31. Jan. 1646 gav nemlig Rektor til Ejende i Konsistorium, at
lian i Aftes havde været hos Hr. Kansler, som i højeste Maade havde
ivret over Professorernes saa vel som Borgerskabets store Ulydighed imod
Hs. Maj.s Mandat og Reces med Gaver til Bryllupper at give, som dog
geraadede dem selv og andre til største Afbræk og Skade paa deres
Formue.
Samme Tid havde Hs. Mfcens spurgt, hvem der var fiscalis
hos Akademiet. Da Rektor svarede, at Akademiet ikke havde nogen
anden Fiskal end ham selv, spurgte Kansleren ydermere Rektor, om han
ikke selv gav Foræringer eller vidste, at Professorerne gave dem, naar de
bleve bedte til Bryllup, og da Rektor ratione conscientiæ ikke kunde
nægte saadant, forundrede Kansleren sig storlig over, at Professorerne,
som lærte andre af Guds Ord at være Øvrigheden lydig, ikke selv foregik
dem med et godt Exempel, og raadede dem fra at forse sig imod Kon
gens Paabud, hvorover Rektor obstupescerede og bad om Forladelse og
undskyldte sig og sine Kolleger efter Lejligheden, det bedste muligt var,
og lovede at ville foreholde sine Kolleger det og raade Bod derpaa af
yderste Formue, hvilket og Hr. Kansler befalede ham serio at efterkomme,
og sagde sig i lige Maade at have talt med Borgmester Hans Nansen
paa Byens Vegne, med højeste Formaning, at, dersom der ikke raadedes
Bod herpaa, kunde man være forsikret om, at det vilde blive gjort,
som vilde fortryde os alle og enhver. Efter at Mf"s Rektor havde be
rettet Professorerne dette, lovede de, at saadant skulde blive efterkommet
af dem.
3)
Tilsynet med Universitetets økonomiske Forvaltning øvedes ikke
i noget stort Omfang af Kansleren. Om hans Medvirkning ved de øko
nomiske Dispositioner, der væsentlig indskrænkede sig til Byggeforeta
gender og lignende Foranstaltninger, er det fornødne bemærket oven for.
Ligeledes er fremhævet, at Fundatsen udtrykkelig fritog Kansleren for at
være til Stede ved Regnskabets Aflæggelse; om han end i Begyndelsen
kan ses at have kvitteret for det, i alt Fald en enkelt Gang1), var dog senere
det modsatte Reglen. Den Lakune, der fremkom ved Konservatorernes
Forsvinden, fandt ingen Kansler sig foranlediget til at udfylde hverken
selv eller ved andre.
III.
K a n s l e r e n s r e f o rm e r e n d e V i r k s o m h e d giver ikke
Anledning til videre Bemærkninger. Samtlige Kanslere maa vel forud
sættes
at have medvirket ved den akademiske Lovgivning i deres Tid; men
særlige Oplysninger om deres Medvirkning derved foreligge ikke, naar
undtages, hvad der tidligere er meddelt om, at Kansler Friis til Kragerup
var Medlem af den Kommission, der udarbejdede novellæ constitu-
tiones2). Derhos kan erindres Kansler Sehesteds Betræbelser for Ind
førelsen af en attestatio philosophica3), som dog ikke førte til noget
') Rørdam III. S. 480 N. 2. — 2) Ovfr. S. 84—85. — 3) Ovfr. S. 98.