Laniterkvarteret

genfundet, tør man slutte, at Menneskene har haft det rart, og

at de har bestemt sig til at slaa sig til Ro paa de liflige Enge

mellem Havet og Skoven. Det frie, friske Hav og de dunkle

Egeskove vrimlede jo med alle Slags Dyr, som kunde jages og

fanges og ædes og udnyttes paa mangfoldige Maader, og mel

lem grønne Tuer rislede klare Væld. Alle Livets Krav kunde

opfyldes, alle Fornødenheder kunde skaffes paa det Terræn, der

længe, længe efter skulde blive saa aldeles omformet, de første

Bopladser blev jo anlagt dér, hvor Hovedstadens Hovedgader

nu er. Da Jægerfolkets Jagtdistrikt blev erobret af Fastboende,

der gav sig af med Jorddyrkning og Kvæghold, var det stadig

det samme Areal, der blev foretrukket, og da endelig Absalon

gjorde Stedet til en Stad, saa var det netop Fiskernes Stejleplads

og Handelsfolkenes Torv og Jorddyrkernes Agre han indgær

dede med en Ringvold, og dermed var København blevet til. Men

hele den Udvikling, der her er antydet i yderste Korthed, den

rummer jo saa mange Gaader og Ubegribeligheder og dunkle

Foreteelser, at det hverken er til at forstaa eller til at forklare.

Man tør dog nok sige saa meget, at samtidig med at København

blev til, blev ogsaa Latinerkvarteret til. Det har samlet sig om

den Bygning, der i hine Tider var anerkendt som Hovedmaga

sinet for Lærdom og Aandsliv. Øverst paa den skraanende

Strandbakke knejste jo det Tempel, der var indviet til den aller-

saligste Jomfru og Gudsmoder Maria, hende der hyldes som

Sedes Sapientiæ, Visdommens Sæde. Paa en forunderlig Maade

har Latinerkvarteret værnet og bevaret sin ærværdige Højtide

lighed helt op til vore moderne Dage. De ydre Former er helt

forandret, og de Idéer, der skabte og fyldte dem, er ogsaa for

andret, men uanset Omvæltninger i Aandsliv og Samfundsliv

og trods Ubestandighedens Lov, der tildeler alting en viss Tid,

som det maa nøjes med, saa er det for Latinerkvarterets Ved-