Laniterkvarteret

altid let at vide noget om. Forøvrigt er adskillige Prøver paa

slige Friser reddet til Bymuseet, hvor man altsaa har Lejlighed

til at betragte dem paa ganske nært Hold, og saa kan man rig

tigt beundre det fine og dygtige Arbejde Stukkatøren har ned

lagt i dem. Se, hvor smidigt og elegant de sejge Plantestængler

snor sig i Snirkelsving, medens Palmetterne gror frem og staar

knejsende mellem frodige, friske og yndefulde Akantusblade.

D isse Friseornamenter, som er saa almindelige i det gamle Kø

benhavn, de er jo kun af Gips og Stuk, men de formaar alligevel

saare indtrængende at minde et Nutidsmenneske om Antikens

dejlige Marmor. Fa^adefriseme fortjener at betragtes, og de for

tjente en grundig videnskabelig Behandling, for deres Ornamen

ter er jo ikke for halvandet Hundrede Aar siden opfundet af

københavnske Stukkatører. Forbillederne maa søges paa klassisk

Jord, og de er formidlet gennem Tegninger og Kobberstik. Det

vilde være interessant, om det engang blev klaret, fra hvilke an-

tike Bygninger eller Ruiner de er hentet som Laan.

I det her omhandlede Kvarter er der mange ganske pæne Porte

og Gadedøre, men ingen af dem er af en Skønhed, der fortjener

særlig lange Lovtaler. De kønneste Døre er vel nok dem, der

hører til Metropolitanskolens gamle Bygning. De er aldeles uden

Pynt og Pragt, men alligevel er de ædle Kunstværker, alvors

fulde, højtidelige i Stemningen. Man kunde sige om disse Døre,

at de bare er Arbejder af en dygtig og omhyggelig Snedker, men

Tegningen til dem skyldes jo vor store Arkitekt C. F. Hansen.

Empiretidens Ornamentik er som oftest yderst resignerende, til

bageholdende i Udtrykket, det skyldes Tidens Fattigdom, men

de anvendte dekorative Elementer er altid udført med yderste

Grad af Nøjagtighed og Grundighed. Man synes tydeligt at

kunne fornemme den strenge, alvorstunge Stemning paa de gam

meldags Værksteder, hvor Mesteren følte sig som en ansvars