132 / 651
108
Lavsforordningen af 1800. Frimestrene.
indsaa man meget v el, at de hæmmede Udviklingen ved at
vanskeliggøre den Enkeltes fri Bevægelse og ved at hindre den
ubemidlede, men dygtige Mand i at blive selvstændig. Tilmed
satte de af og til den offentlige Ro i Fare. Baade i 80erne og
90erne var der Svendebevægelser, forsaavidt af international
Art, som det var de talrige tyske Svende, der vilde have deres
Hjemlands Ceremoni- og Korporationsbestemmelser respekterede,
og som , i Følelsen af deres Sammenhold og Overlegenhed,
gjorde Krav paa høje Lønninger og paa Arbejdsbetingelser, de
selv foreskrev.
Undertiden greb Øvrigheden ind med stærk
Haand, men i Længden føjede den sig , fordi man ikke kunde
undvære de fremmede Haandvæ rkere, og vel ogsaa fordi
Mestrene ikke gav Svendene noget efter i Bornerthed og ingen
lunde egnede sig til at optræde med Autoritet.
Under disse
Forhold nedsattes en Kommission til Behandling af hele Lavs-
spørgsmaalet, og det var dennes Arbejde, der fik et Udtryk i
Forordningen af 1800.
Fuldt saa fri, som Kommissionen havde villet det, blev
Forordningens Bestemmelser ikke. Saaledes blev Kommissionens
Forslag om , at Frimestrene efter en vis Tids Forløb skulde
kunne fordre at blive Lavsmestre, ikke til Lov *). Men det var
allerede ganske god t, hvad der opnaaedes.
Det skulde staa
enhver indfødt her i Staden arbejdende Haandværkssvend frit
for, naar han godtgjorde i fire Aar at have arbejdet som Svend,
da at nedsætte sig som Frimester i sit Haandværk og derpaa
tage Boi gerbrev mod at betale det halve af, hvad Lavsmester-
Borgerbrev kostede. Havde nogen arbejdet som Frimester i to
Aar, skulde det være ham forundt at tage en Dreng til Hjælp
(dog kunde Drengen ikke blive Svend, uden naar Frimesteren
blev Lavsmester).
Desuden turde Frimestrene — ligesom for
øvrigt ogsaa Lavsmestrene — tage Haandlangere til Hjælp og
ogsaa benytte Kone og Børn ved Erhvervet.
For at blive
Lavsmester, behøvede man kun at have gjort sit Svende- eller
Mesterstykke, uden at have været et vist Antal Aar hos
Mesteren.
N y ro p . Københavns Tømmerlav. Kbhvn.
1887. Pg. 180.