238 / 651
214
Agiotagen.
og mindre slog til — en ulykkelig og uopløselig Slynge, der
snoede sig stedse fastere om Statslegemets Hals. Men fra det
Øjeblik af, Kursen tog sin stærke ugunstige Fart, i andet Kvar
tal af Aaret 1808, forenede sig med Bestræbelserne for at naa
velbeholden fra Dag til Dag en ligesaa energisk og ligesaa haab-
løs Kamp for direkte at hæmme Kursnedgangen. Denne dobbelt
sidige finansielle Virksomhed lader sig ikke adskille og maa i
det følgende tages under et.
Man havde, baade offentligt og privat, den Opfattelse, at
Kursnedgangen stod i Forbindelse med „Agiotagen“. Dette Ord
er et Karl den Førstes Hoved, ikke i en enkelt forstyrret Mands
Skriverier, men i Alt, hvad der flyder i Pennen fra Kongens
Kabinet, fra Kollegierne, fra Pjecer og Dagspresse, videnskabelige
Værker og Memoirerne om hin Tids Begivenheder. Ved Agio
tage forstod man Spekulationer i Kursdifferencen mellem Cou-
rantsedler og Species eller Banco, mellem Courant- og Banco-
vexler. Man havde en fast Tro paa, at Spekulationen havde
en væsentlig Andel i Kursfaldet. Helt uberettiget har dette
naturligvis ikke været. I en Periode, hvor Kursen gjorde Spring
paa 10, 20 til 100 pCt., og hvor der var lagt alle mulige Hin
dringer i Vejen for den regulære Handel, kan man ikke undre
sig over, a t Fristelsen var stor til Børsspekulationer. Ved at
købe Banco idag og gemme det en Uge, var der — paa Grund
af Courantkursens sandsynlige Fald — adskilligt at tjene. Ved
at opkøbe Sølv og Kobber vandt man et lignende Resultat.
Det samme opnaaedes ved at sætte sine Penge i Realværdier,
Varer eller faste Ejendomme, der senere kunde afhændes til
langt højere Priser, og det galdt naturligvis her som overalt
om ikke at blive nervøs under et midlertidigt Prisfald, en midler
tidig Nedgang i Kursen — hvor da Salgsordrer gjorde Ondt
værre og forøgede Tabet —, eller ikke tilsidst blive hængende
paa det Tidspunkt, den nominelle Værdi definitivt sloges ned
og bragtes i Overensstemmelse med de virkelige Forhold. Den
Svindel, som de hurtige Fortjenester ved Kaprerierne. Prisopgangen,
Krigsleverancerne, Mangel paa regulær Virksomhed etc. skabte,
blev Kendemærket for Datidens Forretningsliv. „Forretning paa
T id“ med Varer eller med Banco, man ikke havde, blev almindelig.