287 / 651
De forskellige Fonds og Kasser.
263
løbende Udgifter dækkede. Sandsynligvis har Datidens For
kærlighed for Kasser og Fonds ogsaa bidraget til at forøge
Virvaret. Ligesom man i 1785 oprettede det synkende Fond
og henlagde visse Indtægter til det, for at det skulde blive et
Statsgældsafbetalingsfond, saaledes var Skatkammerfondet i
Granden et Statsgældsforebyggelsesfond. Saadanne Institutioner
vare ikke specielt danske — det synkende Fond spillede f. Ex.
en stor Rolle i Englands Finanshistorie —, men det er ganske
klart, hvorfor man netop i absolute Lande havde Forkærlighed
for den Art af Separatfonds. Thi den enevældige Stat regeredes
jo af sine Embedsmænd, der stod til Ansvar for, at de én
Gang af Kongen udgivne Love fulgtes, og der var i Virkelig
heden en ikke ringe Garanti i den Ressort-Konkurrence, hvor
med de passede paa hinanden. Den, som derfor havde sit
Fond og sin Kasse at passe, baade vilde og skulde paase, at
den fik sin Indtægt og ikke paadrog sig andre Udgifter end
lovbestemt, og Forandringer heri krævede altid en kongelig
Ordre, forud for hvilken der dog regelmæssigt maatte gaa
Overvejelser og Forestillinger, der bevirkede, at Intet skete med
Uorden eller hovedkulds. I Mangel af andre Baand bandt Re
geringen sig selv.
Men ogsaa denne Garanti mistede jo meget af sin Betydning
i Tider, hvor Pengene maatte skaffes, hvor man kunde finde
dem. Vi have set, at de kongelige Resolutioner fulgte Slag i
Slag: hint skulde anvises paa Skatkammerfondet, dette skulde
afgives af Bankkontoret, snart skulde der indbetales til Zahl-
kassen, saa til Feltkommissariaterne, til Kongen personlig o. s. v.
— ikke efter forudlagte Planer, men efter hvad hvert Øjeblik
krævede.
Men naar Kassesystemet ingen Nytte gjorde, gjorde det
Skade. Thi det bidrog yderligere til at forvirre Oversigten over,
hvad man havde til Raadighed, og jo flere Autoriteter og Be
styrelser der var, des mindre Enhed blev der. Det er derfor
overordentlig tvivlsomt, om Nogen i det hele har vidst Besked
med, hvad Statens Gæld og dens Fordringer vare. Den eneste,
der i hvert Fald kan have haft en Mening derom, var Grev
Schimmelmann. Thi medens f. Ex. Kongen i 1811 og 1812