286 / 651
262
Vanskeligheden ved at opstille Budgetter.
er god Grund til at antage, at her har Kongens Nervøsitet
mere end nogen Andens spillet den største Rolle.
Naar paa den anden Side Kongen beklagede sig over ikke
at faa fuld Besked om Finansernes Tilstand, og at han først i
sidste Øjeblik blev underrettet
0111
de Krav, der stilledes til
Statskassen, da ligger der en Undskyldning herfor i Vanskelig
heden ved at budgettere Indtægter og Udgifter i Krigens Aar.
I og for sig vil man ikke ved en Finansstyrelse, der hverken
benytter Offentlighed eller udadtil har Ansvar, kunne vente den
Klarhed i Budgetter og Regnskaber, som hvor Alt baade forud
og bagefter foreligger til offentlig Kritik. Under normale Forhold
gik imidlertid Datidens Finansstyrelse i regulære Former, det
ene Aars Udgifter svarede til det andets, og man tillod sig ikke
noget extraordinært uden nøje Overvejelser og Kongens Sam
tykke. Men under saa abnorme Forhold som Krigsaarenes for
andrede Situationen sig ganske. Ingen kunde vide, hvad det
næste Kvartal, endsige det næste Aar kunde bringe af Indtægter
og Udgifter, dels ikke fordi de evigt vexlende Skattepaalæg ikke
tillod noget Skøn over, hvad Skatteindtægterne vilde give, dels
ikke, fordi Kurserne, man ikke var Herre over, bragte et ganske
andet effektivt Resultat end det nominelt beregnede, dernæst
ikke fordi de Indtægter, der beroede paa Handel og Vandel,
snart vare lig Nul og snart, under en forbigaaende Konjunktur,
kom ind med store Beløb, og endelig ikke, fordi Udgifterne, bortset
fra, at de ligesom Indtægterne vare afhængige af Kurserne,
maatte rette sig efter, hvad de militære Myndigheder erklærede
s k u ld e tilvejebringes, og dette naturligvis under en Krig —
nu med ét Land, nu med flere Lande, nu af Guerillaart, nu af
regelmæssig Art — var vexlende fra Dag til Dag. Men der
behøves ikke megen Omtanke for at se, at naar man Aar ud
og Aar ind hverken véd, hvad man faar ind eller skal give
ud, saa lader man tilsidst hver Dag have sin Plage, og da
bliver Finansstyrelsen derefter.
Dette er Forklaringen til, at snart havde man et halvt
Aars Pavse med Skattepaalæg, saa fulgte de Slag i Slag, snart
laante man offentlig, saa privat, snart i Indland, saa i Udland,
det galdt til enhver Tid om blot at faa Pusterum og faa de